Pladser uden for de bedste 100 er ikke noget, Jan Magnussen samler på. Men efter den svære 24-timersdebut på Nürburgrings Nordschleife er danskeren sikker på én ting: Han kommer tilbage.

Haribo Racing Team-kvartetten med Magnussen, Tommy Milner, Richard Westbrook og Daniel Keilwitz blev alt for hurtigt sat ud af spil i deres Corvette Z06.R, da en punktering ødelagde store dele af bilen.

Men efter langvarige reparationer fik Magnussen også lov at prøve de fleste betingelser i det svære løb, hvor knap 200 biler deltog på den 25 kilometer lange bane.

Prøvelserne blev kronet med totalt motorstop 25 minutter før det ternede flag faldt.

– Det var en fuldstændig vild oplevelse. Selvom resultatet virkelig var skuffende, så er det noget af det fedeste jeg har været med til. Banen er så vildt ekstrem, så hver omgang er en oplevelse. Når man så propper 200 biler ind på banen, så er trafikken helt vild og det bliver helt vildt svært. Det var først til sidst i løbet, at jeg følte jeg havde styr på, hvad det var jeg lavede, fortæller Jan Magnussen i en pressemeddelelse.

Danskeren har kørt adskillige omgange på banen i blandt andet Chevrolets Corvette-gadebiler. Den erfaring var dog ikke meget bevendt i løbet.

– Intet af det jeg har lært fra alle de omgange, jeg har kørt i Corvettes gadebiler hernede kunne anvendes. Banen er helt anderledes i en racerbil med downforce. Den flyver ikke over hoppene på samme måde som en gadebil, så meget ofte pegede lygterne op i luften, når bilen lettede, da bagvingen pressede bagenden ned. Om natten kan man fra bilen fornemme den stemning, der er rundt om banen med masser af lejre med biler og fest. Mine første omgange var i nattemørket og med regnvejr, hvilket selvfølgelig var en kæmpe udfordring og der var da også flere gange, hvor jeg troede det var ved at ende i et sammenstød, men det gik. Om morgenen tørrede banen, så jeg nåede også omgange på super bløde tørvejrsdæk, hvor jeg var hurtigste bil på banen. Der er slet ingen tvivl, den bane er verdens fedeste racerbane og jeg har nu lavet en aftale med mig selv om, at jeg skal køre minimum et løb om året på den bane, slutter han.

Magnussen kommer dog til lidt mindre forhold i den kommende weekend, hvor premieren på Auto-G Danish Thundersport Championship afvikles på FDM Jyllandsringen.