James Thompson kører STCC i 2011 for det svenske Volvo-fabriksteam Volvo Polestar Green Racing. Det offentliggør teamet i dag tirsdag.
Briten, der i en årrække har været kører for danske Hartmann Honda Racing, skal forsvare STCC-titlen i 2011, som Volvo-køreren Robert Dahlgren sikrede sig i 2010.
– Vi er meget glade for at sige velkommen til James Thompson til Volvo og Polestar. Med sine meritter er jeg sikker på, at han kommer til at føle sig hjemme hos os – Volvo er markedsledende personbilsmærke i Sverige, og vores team Polestar har vundet fire af fem mulige mesterskaber de seneste to år, siger Thomas Andersson, adm. direktør for Volvo Personbilar Sverige i en pressemeddelelse.
Det bliver dog ikke blot STCC, som den tidligere BTCC-mester skal koncentrere sig om.
– Først og fremmest har James til opgave at kæmpe om at vinde begge titler i STCC for Volvo og Polestar. Ud over det får James en vigtig rolle i vurderingen af WTCC, som Polestar udfører for vores regning i løbet af 2011. Endelig kommer James til at indgå i Volvos udviklingsteam for chassisdynamik samme med Polestars WTCC-kører Robert Dahlgren, siger Derek Crabb, motorsportsdirektør hos Volvo.
Foto: Thomas Norsted



