Jac Nelleman (foto t.h.) kommer i aktion ved 2012-udgaven af Le Mans, når han sammen med Young Driver AMR-medejer Jan Struve skal køre i teamets Aston Martin DBR9.

Det bliver dog ikke i selve 24-timersløbet, men i den såkaldte Aston Martin Festival, hvor et hav af de britiske racere indtager Circuit La Sarthe inden det legendariske langdistanceløb.

Her kører de to – ifølge teamets pressemeddelelse – ikke så unge kørere en af de GT1-racere, som teamet deltog i FIA GT1 World Championship med i 2011.

Jac Nelleman gjorde danske og internationale baner usikre i 1970erne og 1980erne, og har på det seneste også deltaget i Aston Martins mærkeklasse i GT4-racere i Storbritannien.

– Muligheden for at deltage i Aston Martin Racing Festival med min gode ven Jan Struve er bestemt et af højdepunkterne i min racerkarriere. At være ’ikke så ung’ giver bare lidt ekstra til oplevelsen, og jeg er sikker på, at Jan og jeg vil have det sjovt på banen med vores Aston Martin-kolleger, siger Nelleman i en pressemeddelelse.

Young Driver AMR står sammen med Aston Martin Racing bag den rent danske indsats i selve 24-timersløbet med Allan Simonsen, Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen i GTE Am-klassen.