Gabriele Tarquini blev hentet til Volvo Polestar Racing som afløser for James Thompson efter en skuffende første halvdel af STCC-sæsonen. Men den italienske veteran leverede ikke resultater, der overgik foregængerens.

En 11. og en 12. plads blev det til for WTCC-køreren efter at være startet som 12. uden for Q2. Til sammenligning tog Tommy Rustad en andenplads i kvalifikationen, en andenplads i første løb og indkasserede en DNF med punktering som følge af påkørsler.

– Det har været en interessant weekend. Bilen kørte godt, og jeg kom ind i rytmen ret hurtigt. Jeg har hentet en masse erfaring, som vil være brugbart til næste løb på Jyllandsringen, som jeg ser frem til, siger Gabriele Tarquini i en pressemeddelelse.

Trods de skuffende resultater, der ikke må siges at sætte James Thompson i skammekrogen, viste Tarquini glimt af fart i de frie træninger.

– At starte 12. på en bane som Karlskoga er ikke nemt, den er meget smal og kort, hvilket gør det svært at overhale. Jeg blev ramt af Tomas Engström i første løb, hvilket gjorde bilen lidt svær at køre. I andet løb spandt en BMW lige foran mig, og jeg mistede en masse tid, siger Tarquini ifølge wtcc.com.

Foto: Volvo