Porsche 919 Hybrid set fra oven
Porsche 919 Hybrid set fra oven

Porsche er nu klar med de første billeder af 919 Hybrid – udfordreren, der skal slå søstermærket Audi samt Toyota i FIA WEC og ikke mindst på Le Mans.

Porsche viser nu for første gang LMP1-raceren med navnet 919 Hybrid uden kamuflage-bemaling i forbindelse med biludstillingen i Genéve.

Porsche 919 Hybrid bliver drevet af en V4-benzinmotor, der runder op til 9.000 omdrejninger og yder 500 hk. Hertil følger naturligvis anlæg, der genanvender energi, som det er foreskrifterne i LMP1 i 2014.

Det ene anlæg genanvender varmen fra udstødningsgasserne, mens energien fra nedbremsningerne opsamles i et andet anlæg. Samlet giver det træk på alle fire hjul, da den genanvendte energi bruges på forhjulene – ganske som hos Audi og til denne sæson også Toyota.

Romain Dumas, Neel Jani og Marc Lieb deles om Porsche 919 Hybrid #14, mens #20 bliver kørt af Timo Bernhard, Brendon Hartley og Mark Webber.

Sideløbende kører Porsche som bekendt også i GTE Pro-klassen med indsatsen drevet af Olaf Manthey. Her kører Jörg Bergmeister, Marco Holzer, Frédéric Makowiecki og Patrick Pilet i FIA WEC, mens Richard Lietz og Nick Tandy slutter sig til teamet på Le Mans.