Corvette Racing har to GT2-spec Chevrolet Corvette med til salg-skilte holdende. Teamet selv deltager i hele ALMS og Le Mans med to biler med blandt andre danske Jan Magnussen på holdet, men giver nu kundeteams mulighed for at sikre sig raceren, der vandt løb i sin debutsæson.

Teamet gjorde i debutsæsonen bedst mulige reklame for deres produkt. I anden halvdel af ALMS-sæsonen indsatte Corvette Racing to GT2-racere, der scorede fem podiepladser og en sejr i de fem løb efter sommerpausen.

– Vi har i øjeblikket to kundebiler under opbygning, men vi har endnu ikke bekræftede købere til dem. Der har været en enorm interesse i GT-spec Corvette C6.R, og vi mener med en fortsat forbedring af den globale økonomi, at de interesserede parter vil være i stand til at gøre en indsats. Vi vil være glade for at se flere Corvetter i løb i ALMS eller i udlandet, siger Doug Fehan, der er ansvarlig for GM’s racerhold til teamets hjemmeside.

Endnu er der ikke sat navne på mulige købere, men det er ikke usandsynligt, at racerne bliver i USA.

Nye motorer til C6.R

Nyt for 2010 bliver, at Corvette Racing stiller med 5,5 liters V8-motorer mod tidligere 6 liter i GT2 og 7 liter i GT1.
Motorerne er stadig i testfasen, men Fehan er positiv.

– GM Powertrain har afsluttet den indledende dynotest af vores 5,5-liters smallblock V8, og teamet har foretaget de første tests på bane med den nye motor. Vi er meget tilfredse med dens præstationer på dette tidspunkt. Vi regner med fortsat at udvikle og debutere med 5,5-liters motor i løbet på Sebring, siger Doug Fehan.

Foto: GM