Richard Göransson har fået konstateret frakturerer i ryggen efter sit dramatiske crash i STCC lørdag.
Richard Göransson var på vej mod en helt suveræn sejr i Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, da BMW-køreren på næstsidste omgang ikke kunne tage farten af bilen for enden af langsiden.
Den regerende mester crashede frontalt ind i dæk og rækværk for enden af langsiden, og det tog nogen tid, inden redningsfolkene havde fået Göransson ud.
Den lynhurtige svensker blev kørt på hospitalet, hvor meldingen lørdag aften er, at han har brud på ryggen.
. Først og fremmest er vi glade for, at Richard lever, siger teamchef Dick Jönsson-Wigroth.
. Det var en voldsom ulykke efter Richard havde kørt et af sine absolut bedste løb nogensinde. Jeg har været hos Richard på sygehuset, og han er glad for at have overlevet. Richard har det efter omstændighederne godt, men har vældigt ondt. Vi afventer nu yderligere besked fra lægerne, slutter WestCoast Racings chef.
Vidner har til Racemag fortalt, at en del fløj fra BMW’en umiddelbart i samme øjeblik, Göransson bremsede ned til første sving – muligvis en del af bremsesystemet.
Den svenske kører kan blive udskrevet tirsdag.
Næste løb i STCC er på Ring Knutstorp om to uger.
Foto: Brian Laursen, Racemag