Både Michael Outzen og Christoffer Nygaard har påskedag været i aktion for deres respektive teams i ADAC GT Masters på Oschersleben.

Men i forhold til søndagens løb, blev der til andet løb vendt om på den indbyrdes stilling. Christoffer Nygaard og Walter Lechner jr., der deler en Ford GT fra Fischer-Racing, kunne tage en fjerdeplads foran Outzen og Moser i Audi R8 LMS. Der var mulighed for mere, men problemer i pit og en snurretur kostede dyrt.

– Walter kørte i pit før Lamborghinien, fortæller Christoffer Nygaard.

– Vi havde lidt problemer med pitstoppet, så vi tabte lidt tid. Jeg kom ud på en femteplads og begyndte at køre mig op til Lamborghinien foran, men Forden har altså meget power, og da jeg ramte en curb, sagde det bare wupti. Så måtte jeg vende rundt. På det tidspunkt manglede der tyve minutter, og jeg havde nærmest tabt en hel langside til Lamborghinien, men da vi krydsede målstregen, var vi mindre end to sekunder efter den.

En delt tredjeplads i mesterskabet er nu facit efter weekenden på Oscherleben – men podiepladserne udeblev for Nygaard.

– Inden weekenden sagde jeg, at jeg gerne ville slutte i top 10. Nu er vi to gange endt i top 5, og hvis vi ikke havde dummet os, så var vi endt på podiet, så jeg kan ikke være  utilfreds, siger Christoffer Nygaard.

– Det fungerer godt mellem mig og Walter, der er nogle småfejl, som ødelægger det store billede. Vi laver strategien lidt om til næste gang, for vi har lært noget, og så håber vi, at det klapper. Men alt i alt kan jeg ikke være andet end tilfreds med min debut, men jeg ville godt have haft en blikskål med hjem…

Samlet stilling i ADAC GT Masters efter første runde:

Pos, kører, point
1 Marc Hennerici, 20,
  Luca Ludwig, 20
2 Tim Bergmeister, 16
   Frank Schmickler, 16
3 Henri Moser, 9
  Walter Lechner jr, 9
  Michael Outzen, 9
  Christoffer Nygaard, 9
4 Christian Hohenadel, 6
  Nicolas Armindo, 6
  Kuba Giermaziak, 6
  Toni Seiler, 6
  Cesar Campanico, 6
  Frank Kechele, 6
5 Marcel Leipert, 2
  Christian Abt, 2
  Stian Sörlie, 2
  Shane Williams, 2
6 Thomas Jäger, 1
  Dimitrios Konstantinou, 1
  Freddy Kremer, 1
  Jürgen Häring, 1

Fotos: ADAC GT Masters