Søndagens afdeling af WTCC på Valencia-banen var samtidig debut til det genoplivede FIA Formel 2-mesterskab. Og første afdeling i F2-mesterskabet, der skal tjene som talentudviklingsklasse til Formel 1, fik en tilfredsstillende debut.
Red Bulls juniorkører Robert Wickens satte sit navn på alt i den forgangne weekend. Pole position og to suveræne sejre var resultatet for den 20 år unge canadier, der tager en VM-føring på ni point med sig til Brno om knap tre uger.
FIA’s præsident Max Mosley var tilstede hele weekenden for at overvære den nye klasses ilddåb. Og der var rosende fra Mosley til arrangørerne fra tidligere Formel 1-kørere Jonathan Palmers MotorSport Vision og konstruktørerne fra Williams.
– Jeg er forbløffet over, hvor succesfuld det har været. Jonathan Palmer og Williams har udført et helt fantastisk stykke arbejde; mesterskabet, racing og hele setuppet er ekstraordinært og har været en virkelig stor succes, siger Max Mosley til F2’s hjemmeside.
– Det er en fantastisk start og en stor præstation at nå frem hertil. Mesterskabet er sandelig et, vi vil holde øje med når vi skal udvælge kørere, siger Patrick Head fra AT&T Williams F1 Team.
– Denne weekend har været af afgørende betydning for os som MotorSport Vision, men også for motorsporten generelt. Udfordringen ved at producere et europæisk mesterskab med 25 biler – alle med 400 hk og som lever op til FIA’s 2005 F1-sikkerhedsregler, har været meget krævende, siger Jonathan Palmer til F2
Det er 25 år siden, der sidst blev kørt F2 i officielt regi. 25 er også antallet af kørere den nye udgave af mesterskabet. Ingen danskere deltager. Næste afdeling er på tjekkiske Brno den 21. juni.
Fotos: formulatwo.com