Det danske DEC-team Team Heino Frederiksen har internationale ambitioner, og de skal opfyldes i september, når 24H Barcelona køres.

Det sker med Michelle Gatting som en af kørerne. Det unge racertalent, der for nyligt blev afsløret som DASUs kandidat til FIA Institute Young Driver Excellence Academy tager nu hul på endnu et kapitel i karrieren, der for anden sæson i træk byder på VW Scirocco R-Cup.

– Løbet skal køres for at få erfaring med bilen og langdistanceløb. Bare at gennemføre et 24-timersløb er en stor sejr, så dette tror jeg skal være mit og teamets første mål, siger Michelle Gatting i en pressemeddelelse.

– I et 24-timersløb bliver man virkelig udfordret til grænsen, og jeg tror det bliver rigtig spændende.

Michelle Gatting har allerede testet teamets Porsche 996 GT3 i maj på Padborg Park.

24H Barcelona bliver kørt 6-8. september på Circuit de Catalunya.

Også Bremer Racing,  Team Sally Racing og Perfection Racing Denmark er tilmeldt løbet. Sidstnævnte kommer med en opdateret Aston Martin Vantage.