Audi lagde ud med en solid fordel, da årets Hankook 24 hours of Dubai blev flaget i gang klokken 11.00 i dag. Fra pole position stak C. Abt Racings nye Audi R8 LMS hurtigt af, fulgt af den anden nye R8 LMS fra Land-Motorsport GmbH. I mellemtiden er Abt-Audien faldet tilbage til en øjeblikkelig 12. plads, mens Land-Motorsport holder fast i den andenplads, de startede fra. Løbets øjeblikkelige førende er den tjekkiske Ferrari 458 Italia GT3 fra Scuderia Praha, mens det er Audi på tredjepladsen i form af den belgiske Team WRT R8 LMS.

Løbet har undervejs været afbrudt af en række ulykker, og dermed også code 60-perioder. I begyndelsen kostede et crash blandt andet den videre deltagelse for søsterbilen til den Porsche 991, som Mikkel Overgaard Pedersen kører hos MRS GT-Racing. Denne bil, nummer 78, udgik efter et sammenstød med en Seat og en Ginetta.
Mikkel Overgaard Pedersen har kørt sit første stint i Porsche #46, der lige nu ligger nummer 43 samlet og nummer 10 i klassen for Porsche 991. Han ventes i øvrigt snart i bilen igen. Det seneste nye klokken 20.00 er, at bilen er løbet ind i nogle problemer. Der arbejdes på højtryk for at løse det.

I 991-klassen finder vi også Anders Fjordbach og Black Falcon-teamet. Anders’ racer ligger lige nu som den bedst placerede bil med en dansker på holdet, da Black Falcon Team TMD Friction lige nu holder en samlet 15. plads og er nummer to i klassen.
Han har også selskab af René Ogrocki og HRT Performance, der kører i samme klasse. HRT-raceren er nummer 31 samlet og syver i klassen.

I A6am kører Martin og Nanna Gøtsche. Martin er lige nu i Porschen fra Artthea Sport, som lige nu er nummer seks i A6am-klassen. De er nummer 38 sammenlagt.

Peter Larsen og det svenske Ginetta-team Primus Racing har ikke haft en for god start på Dubai 24h. De ligger nummer 14 og næstsidst i SP3, og er lige nu den bagerste kørende bil i klassen som nummer 85 samlet. I SP3 har han følgeskab af Sorg Rennsports Frederik Nymark. Det tyske team kan lige nu notere sig en 13. plads i SP3 og en 55. plads samlet set.

I A3 er der et rigtigt danskeropgør i gang hos det franske team Altram Peugeot. Her fører Peugeoten med #208 og Kim Holmgaard på holdet i klassen foran søsterbilen, der blandt andet køres af Michael Carlsen.

De tre rent danske teams i årets Dubai 24h har været nogenlunde forskånede for problemer. Værst er det gået ud over AD Racing/Flexlease.nu-teamet, der ellers havde en perfekt første fjerdedel af løbet. Men omkring klokken 19.00 blev Mikkel Johnsen ramt på højre forhjul, hvilket kostede et ophæng på holdets Renault Clio Cup-racer. På daværende tidspunkt lå bilen på en flot syvendeplads i klassen og som nummer 70 samlet, men trods en udskiftning af hele ophænget på blot 21 minutter, så er bilen faldet tilbage til en øjeblikkelig 12. plads i A2, og nummer 76 samlet. Jacob Mathiassen er bag rattet nu.
Jacob Kristensens Team K-Rejser kom også godt fra start. I år kører de i en Peugeot RCZ, og har bortset fra et kortvarigt problem med en generatorrem ikke haft mange uventede udfordringer. De holder en samlet 68. plads og er nummer syv i A2-klassen.
Umiddelbart foran Team K-Rejsers Peugeot RCZ ligger den tredje danske bil i årets Dubai 24h. Det er Team Sally Racings Renault Clio Cup, som lige nu køres af Michael Vesthave. Han holder en øjeblikkelig 66. plads og er nummer seks i A2-klassen.
Også i A2 kører Sonny Nielsen. Han er i Renault Clio Cup-bilen fra det schweiziske team Presenza.eu. De ligger lige nu nummer 63 samlet – det er lig med en fjerdeplads i klassen til Sonny Nielsen, der lige nu er på banen.

Hankook 24 Hours of Dubai kan ses live og uafbrudt her:
http://www.24hseries.com/live/live-timing