Formula Two-mesterskabet får mere af det gode i 2010. Eurosport sender den kommende sæson alle 18 løb live på tv i hele Europa. Dermed får den kun to år gamle formelserie mangedoblet mediedækningen i sæsonen, der begynder på Silverstone i april.

Netop det første løb på Silverstone er den eneste afdeling, der ikke følges med FIA’s WTCC. Det gør resten af sæsonen, så der er lagt op til weekender med masser af motorsport på Eurosport og Eurosport2.

Dermed når deltagerne ud i mere end 59 lande med samlet 139 millioner abonnenter. Sidste år så mere end tre millioner i gennemsnit transmissionerne fra F2-løbene. Det tal forventer F2-arrangørerne stiger i den kommende sæson. Også antallet af danske seere må forventes at stige, hvis den danske racerkører Johan Jokinen (foto) er succesfuld med at finde en plads i feltet.

Er Eurosport ikke på kanallisten, så streames løbene også gratis via Formula Twos hjemmeside, www.formulatwo.com. Sendetider for løbene annonceres, når sæsonen når nærmere.

Foto: F2/Sutton Images