Scandinavian Touring Car Cup kastede ikke de forventede resultater af sig til Hartmann Honda Racing. Med den enlige Honda Accord fik Tomas Engström blot en 18. og en 15. plads med hjem. Indstillingsfejl har siden vist sig at have ødelagt weekenden for teamet, der i ugen op til løbet også måtte bryde med James Thompson og engineer Marco Calovolo.
– Vi laver en indstillingsfejl, da vi skal samle bilen, som gør, at den hele lørdagen faktisk ikke kører på støddæmperne, men bare på gummiklodserne, siger teamejer Hans Hartmann.
– Det forårsager en række belastninger på bilen, så der efterfølgende er ret mange ting, som går i stykker på bilen. Det er bærearme, krængningsstabilisatorer og lignende, som knækker, fordi de har været udsat for en ekstrem hård belastning. Det er desværre bare et tegn på, at vi har haft for travlt med at blive klar til løbet, siger han videre i en pressemeddelelse.
Lørdag aften lykkedes det Hartmann Honda Racing at spore fejl og rette den, men det betød reelt, at forberedelserne til de to løb først kunne foretages på selve løbsdagen.
– Vi tabte hele lørdagen, hvor vi ikke fik testet nogen ting, og vi havde behov for at teste meget, siger Tomas Engström.
Svenskeren satte blot 20. bedste tid i lørdagens tidtagning – et godt stykke fra de resultater, teamet har været vant til at levere på FDM Jyllandsringen den seneste sæson.
– Under opvarmningen søndag nåede jeg kun at køre tre omgange, inden et hjulophæng gik i stykker, så vi fik faktisk kun tre omganges kørsel, som vi kunne bruge til at sætte bilen op til løbene, og det er faktisk for lidt til denne bane.
– I første løb fik jeg en god start, men jeg hang lidt fast i karambolagen på første omgang. Men på anden omgang faldt krængningsstabilisatoren af, noget som sandsynligvis var forårsaget af problemerne med det ødelagte hjulophæng. Jeg synes, at vi havde alle de problemer, som vi kunne få, i denne her weekend, slutter han.
Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk