Den tidligere DTC-kører Thomas Faraas arbejder på at komme i aktion i STCC i 2011. Nordmanden, der også har kørt i svenske JTCC, har testet SEAT Leon for DMS, Danielsson Motorsport.
Testen fandt sted på Mantorp Park, hvor Faraas, der blandt andet har kørt Renault Megáne i Danish Touringcar Championship samt har optrådt i den også hedengangne Polo Cup, testede sammen med det svenske, tidligere formeltalent Sebastian Hohenthal.
– Sikke en utroligt god STCC-bil! Den føles god og ny, og jeg kunne gå umiddelbart på med fuld satsning. Mit mål er at komme til start i STCC i så mange race som muligt i denne sæson, nu da premieren allerede er kørt. Det er for tidligt at afsløre nogle endelige planer, men jeg er virkeligt opsat på sæsonen og håber, at vi kan få det her sat sammen på bedst mulige måde, siger Thomas Faraas i en pressemeddelelse.
Sebastian Hohenthal droppede en lovende racingkarriere, der sluttede med Formula Two-finalen i Barcelona i efteråret 2009. Nu er køreren fra Dalarna dog måske på vej tilbage.
– Tidligere gik man ud af garagen for at få frisk luft, når bilen skulle varmes inden test, i dag blev jeg der og indåndede så mange udstødningsgasser, jeg kunne. Det var herligt at føle stemningen i garagen og følelsen ud på banen. Det er ikke mere end på sin plads at takke Alx og Co. for muligheden for at gøre mig bekendt med STCC, siger Hohenthal.
Alx Danielsson, der er tidligere Renault F1-reservekører og vinder af World Series by Renault, kører selv den ene SEAT Leon. Den anden skulle være kørt af Rasmus Mårthen, men sponsorer hoppede fra kort før præsentationen.
Se video fra testen her:
Fotos: DMS