Efterårssæsonen for alverdens løbsserier er så småt gået i gang, og vanen tro begynder rygter om nye tiltag at dukke op rundt omkring. I de seneste uger er spekulationer om et muligt Le Mans-comeback til Ford begyndt at cirkulere.
Ford, der har reddet sig ud af finanskrisen og igen er begyndt at tjene penge, kan i 2016 fejre deres 50 års jubilæum for mærkets første samlede sejr på Le Mans, og det har efter sigende givet blod på tanden til et nyt, seriøst projekt. Nogle rygter går i retning af en satsning i P2-klassen, da Ford dermed kan satse på både WEC-mesterskabet og det amerikanske TUDOR Championship, hvor flere teams allerede benytter en sekscylindret EcoBoost-motor. Dog er det ikke muligt at indsætte fabriksteams i P2-klassen på Le Mans, så en sådan indsats vil i så fald ske igennem et privat team.
Et mere sandsynligt rygte går på at en faceliftet udgave af Ford GT skal danne grundlaget for en kommende Le Mans-satsning i GTE-klassen. Her har det amerikanske mærke muligheden for at byde mærker som Porsche, Corvette, Ferrari, Aston Martin og BMW op til dans. Efter sigende skulle der nemlig være en opdateret Ford GT på vej om et års tid, og mon ikke Ford’s marketingsafdeling kan se muligheder i at vende tilbage til den franske racerbane som et større PR-stunt?
Ekstra brænde på rygtebålet er, at direktøren for Ford Racing, Jamie Allison, for et par uger siden var i Europa – på samme tidspunkt som FIA og ACO holdt en række møder med GT-fabrikkerne i Paris…



