Otte af de ti danskerbiler gennemførte årets 24-timersløb, men selv om ingen danskere kom på et af de fire podier, var der rødhvide lyspunkter i et tæt og hårdt Le Mans-løb.

Den 94. udgave af 24-timersløbet på Le Mans blev et løb, hvor der ikke var plads til fejltagelser og tekniske defekter. Bilerne i moderne sportsvognsracing er i dag så pålidelige, at der stort set kunne gives gas fra start til mål. For begik man fejl eller havde problemer, var man chanceløs.

Tag de to hypercars fra Ferrari og BMW, som havde henholdsvis Nicklas Nielsen og Kevin Magnussen som en del af kørerbesætningen. De var med, så længe alt kørte smurt, men måtte begge udgå med tekniske problemer. Groft sagt samledes disse to mærkers problemer hos de to danskerbiler, for søsterbilerne sluttede henholdsvis som nummer to og fem – på omgangshøjde med den vindende Toyota #7, som torsdag aften ikke var hurtig nok til at gå videre til den afsluttende hyperpole-konkurrence, men som havde et meget bedre race pace.

De to Peugeoter havde slet ikke farten til at kunne følge med. De var de første hypercars til at blive hentet med en omgang, og i Peugeot #94 blev Malthe Jakobsen med en 11. plads faktisk den bedstplacerede dansker generelt, tre pladser og fem omgange foran Aston Martin #009 med Marco Sørensen. Men hypercar-klassen var stadig tæt. De syv bedste sluttede på omgangshøjde – to mere end i 2024, ligesom der i år blev tilbagelagt fire omgange mere, hvilket primært skyldes færre afbrydelser i løbet.

Med 19 identiske Oreca 07 i LMP2-klassen blev teamenes detailkendskab til bilen og kørernes evner i sidste ende afgørende. Også her blev det tæt. De fem første biler sluttede på omgangshøjde adskilt af godt to minutter, og her blev den danske debutant Theodor Jensen sammen med sine to teenageteamkammerater Adrien Closmenil og Ian Aguilera nummer fem i klassen, der blev vundet af Inter Europol. I CLX Motorsports bil leverede trioen en bundsolid indsats, der vidnede om mere modenhed og erfaring, end deres fødeår fortalte.

Mikkel Jensen kunne for sjette gang ud af syv mulige gennemføre 24-timersløbet, da han blev otter i LMP2-klassen, hvor han sluttede fire pladser foran Michael Jensen. Dennes teamkammerat, Enzo Trulli, havde i nattens løb sat bilen i dækmuren, og resten af løbet blev brugt på at kæmpe sig tilbage i feltet. Sammen med Jake Hughes sluttede de to dog på en fjerdeplads blandt ProAm-teamene, mens erfarne David Heinemeier Hansson havde et løb til glemmebogen. Algarve Pro Racings bil sakkede mere og mere bagud og sluttede som nummer 18 og sidst i LMP2 – 20 omgange efter vinderen. I GT3-klassen blev marginalerne også afgørende, da de to danskerbiler – Kessel Racings Ferrari #57 med Conrad Laursen og Garage 59s McLaren #58 med Benjamin Goethe – sluttede på henholdsvis 10.- og 16. pladsen, henholdsvis to og syv omgange bagude.