Dyson Racing har trukket sine to Lola LMP1-racere til dette års 24-timersløb på Le Mans, og det har åbnet op for de første teams på reservelisten.

To irske teams er dermed klar til at indtage deres pladser på gridden – det er Status Grand Prix med Lola-Judd og Alexander Sims som nomineret kører samt Murphy Prototype med deres Oreca-Judd.

På ventelisten står nu Lotus med deres anden LM P2 Lola samt to Porsche 997 GT3 RSR fra hhv. Imsa Matmut Performance i GTE Pro samt Proton Competition i GTE Am.

Inden det kommer så vidt som 24-timersløbet i midten af juni, afholdes den genindførte testdag søndag den 3. juni.

Her har arrangørerne modtaget 62 tilmeldinger, hvoraf de ekstra – Le Mans-feltet består af 56 biler – er biler på venteliste samt teams, der ønsker at forberede sig til Le Mans 2013.

En af de mere prominente er Sébastien Loeb Racing, der stiller med en Oreca 03-Nissan – samme bil, som teamet deltager i ELMS med. Man vil også kunne se den brint-drevne Green GT (som tidligere beskrevet på Racemag), der vil køre på banen i pauserne.

Du kan se den fulde startliste her. De sidste navne på bilerne offentliggøres efter fristen udløber den 9. maj.