Dindo Capello, Tom Kristensens mangeårige medkører i Audi Sport, takker af i langdistanceracing på topplan.
Den 48-årige italiener stopper efter 19 års tro tjeneste for mærket med de fire ringe efter denne sæson, hvor kontrakten udløber.
Allerede ved dette års Le Mans offentliggjorde Capello, at 2012-udgaven af den franske langdistanceklassiker blev den sidste – formentlig. Nu er det dog sikkert, at Capello trækker sig fra topplan.
Audi-forhandleren fra Canelli sikrede sig sin første titel med Audi i 1996, da han vandt det italienske Super Touring-mesterskab i en Audi A4. Efterfølgende har han vundet Sebring fem gange, to ALMS-titler og tre Le Mans-sejre, heraf en i søsterbilen Bentley.
– Naturligvis er denne afsked med fabriksteamet ikke let. Jeg vil dog fortsat være forbundet med mærket og vil også fortsætte med at køre race, for Audi R8 LMS ultraen er en fantastisk GT3-racer, siger Dindo Capello og hentyder til, at han siden 2009 også har stillet til start for Audi Sport Italia i det italienske GT3-mesterskab.
– Jeg ville stoppe, mens jeg fortsat kunne vise toppræstationer. Det er en skøn følelse. Skulle Audi komme i den situation, at man behøver mig, så står jeg selvfølgelig klar, slutter Dindo Capello i en pressemeddelelse.
Tilbage i FIA WEC-kalenderen er også udelukkende sekstimersløb på hhv. Silverstone, Interlagos, Bahrain, Fuji og Shanghai.