David Heinemeier Hansson (foto tv.) har i sinde at udnytte fuldt ud, at han er på Circuit of the Americas denne weekend.

Den Chicago-baserede dansker er som vanligt til start for OAK Racing i FIA WEC i LMP2 – men han vender for en bemærkning også tilbage til ALMS, hvor han som bekendt kørte hele sidste sæson.

Ud over at dele OAK Racings Morgan-Nissan #24 med Alex Brundle og Olivier Pla skal han også deltage i LMPC-klassen for RSR Racing. Her deler han prototypen med Bruno Junquiera i lørdagens ALMS-løb på banen.

– Efter de mekaniske problemer på Interlagos glæder vi os til at komme tilbage i mesterskabskampen på Circuit of the Americas. Den ser ud til at være en hård og udfordrende bane, men vi kommer forberedte til løbet og klar til at vinde. Jeg kører dobbelttjans i både WEC og ALMS, dels for at få rigeligt med tid på banen – jeg kan ikke vente, siger David Heinemeier Hansson.