Designa Køkken Rally GP er klar langfredag med hæsblæsende rallyaction fra Munck Asfalts grusgrav ved Kongensbro.

Løbet tiltrækker deltagere fra nær og fjern. Flere gange har der været udenlandske mandskaber til start i løbet, og her har specielt nordmændene været ikke bare flittige gæster, men også konkurrencedygtige deltagere. I 2009 var det således Pål Try, der i sin tidligere VM-bil slog hele den danske rallyelite og blev første – og hidtil eneste – udenlandske vinder af Designa Køkken Rally GP.

Blandt de kørere, som man vil kunne opleve i årets udgave af løbet, er lokalfavoritten Christian Jensen (foto). Han er den mest vindende kører i løbet, idet han hele tre gange har vundet den nervepirrende Rally GP Special-finale, der afslutter programmet og afgør, hvem der er dagens hurtigste mand og vinder af Designa Køkken Rally GP.

Helt let får Christian Jensen det ikke i år. Dels er der den udenlandske konkurrence, dels er der konkurrenterne fra det hjemlige Mekonomen Rally Championship, der blev skudt i gang i slutningen af marts. Her får vanevinderen bl.a. modstand fra den flerdobbelte Danmarksmester Ib Kragh, Juelsminde, der har overtaget den Peugeot 207 Super 2000, som Christian Jensen brugte sidste år til at tage sejren … En anden modstander i en firhjulstrukket superbil er Esben Hegelund, Hadsten.

Designa Køkken Rally GP er populært blandt både deltagere og publikum. Afviklingsformatet er ganske kompakt og betyder, at der hele tiden foregår noget.

Det første heat skydes i gang klokken 11, hvorefter de op mod 65 deltagere sendes af sted på hastighedsprøven, der dels køres langs kanten af den store grusgrav, dels nede i selve grusgraven. Det giver publikum enestående oversigtsforhold og mulighed for at følge slagets gang, ligesom de også har nem adgang til det store serviceområde, hvor de deltagende biler bliver serviceret og om nødvendigt repareret mellem de tre indledende heat og den afgørende Rally GP Special-finale, der køres ved 16-tiden.