Det bliver Dennis Lind og Jan Magnussen, der starter fra spids i DTC i morgen. Egentligt lå det længe til, at Jan Magnussen skulle starte forrest, da han satte flere tider, der var tilpas hurtige til ingen kunne nå dem. Men så vendte det hele på sidste omgang, da Dennis Lind satte en kanontid, og dermed kan han starte sit DTC-comeback fra spids.
Dennis Lind selv var faktisk ikke så overrasket over den fine startposition, som Massive Motorsports Ford Mustang kastede af sig:

– Jeg følte faktisk hele vejen, at bilen og setuppet egentligt var meget godt – jeg manglede bare nogle frie omgange. Flere gange i løbet af kvalifikationen lavede jeg omgange, der virkede fornuftige, men de blev altid ødelagt af, at jeg indhentede nogen, forklarer Dennis Lind.
Derfor var det tid til at ændre taktik:
– Jeg kørte langsomt på de sidste to omgange for lige at køle dækkene en smule, og for at få plads. Det gav heldigvis resultat.

– Det er dejligt at være tilbage i DTC, og jeg er glad for, at det er med et så stærkt team som Massive Motorsport, siger Dennis Lind til Racemag.

Let skuffelse hos Magnussen

Jan Magnussen var derimod lige dele skuffet over at miste pole position i sidste øjeblik, men samtidigt er han også imponeret over nevøens pace:
– Det er selvfølgelig lidt skuffende, men sådan er det jo. Vi fik vist, at både bil og setup er godt. Jeg må sige, at jeg er overrasket over Dennis, for han fik en kanon 3. sektor, der afgjorde det hele, siger Jan Magnussen og tilføjer:

– Men, med det sagt, så er jeg stadig meget tilfreds med weekenden indtil nu.