Allan Simonsens lynhurtige kvalifikationsomgang på Mount Panorama-banen i Maranello Motorsports Ferrari 458 vil for altid være skrevet ind i historiebøgerne.
Søndag tog det australske team, som danskeren har kørt for ved flere lejligheder, så sejren i 12-timersløbet på den legendariske bane – og dedikerede prompte sejren til den afdøde dansker.
Craig Lowndes, Peter Edwards, John Bowe og Mika Salo deltes om bilen, der også bar en hilsen til danskeren, der var vidt berømmet i Australien og i forbindelse med Bathurst-løbet.
Og det var en thriller helt til det sidste – Maranello-Ferrarien vandt med blot 0,4 sekunder til HTP Motorsports Mercedes SLS AMG med Maximilian Bukh efter en sen safetycarperiode.
Hele ti biler kom i øvrigt under Allan Simonsens banerekord på Mount Panorama – helt som forventet, efter banen havde fået ny asfalt til denne sæson.
Se video med interviews og de sidste minutter fra løbet her: