KRejsers KCamp havde fredag fint besøg af feltets danske kørere og en række særligt indbudte gæster – ført an af Tom Kristensen og Rinaldo “Dindo” Capello.
Her blev reflekteret over to dages kvalifikationer, som ikke rigtigt spillede ud til danskernes fordel.
Svære vejrforhold og konkurrenters bedre muligheder i forhold til Balance of Performance var klart et tema, men optimismen er stor i den danske lejr, og de danske kørere virker gennemgående ret fortrøstningsfulde forud for lørdagens og søndagens løb.

– Gutterne føler sig klar. Vi har det rigtig godt i tørvejr, og forventer at være stærke der, men hvis det regner, er det et andet spil herude. Jeg forventer, at LMP1 afgøres på holdbarheden i år, for bilerne er så vanvittigt avancerede, at det næsten skal gøre udslaget. Audi er i hvert fald klar til kamp, fastslår Rinaldo Capello.

De bedst placerede danske kørere i GTE Pro er Nicki Thiim, Marco Sørensen, der stiller til start med Prodrive/Aston Martin Racings mangeårige kører Darren Turner. Alle tre var på scenen hos KRejser, og ser frem mod løbet, selvom optakten med de store fordele til Ford og Ferrari ikke var helt ideelle. Derfor kørte Aston Martin #95 heller ikke mange omgange torsdag, da teamet i stedet valgte at forberede sig til løbet i god tid.

Foto: Dennis Risager / Denner Photo
Foto: Dennis Risager / Denner Photo

– Vores bil er så godt forberedt som den kan blive, for vi lavede det hele allerede i går – den er med løbsmotoren og det hele allerede nu, forklarer Marco Sørensen.
– Jeg er godt tilfreds med bilen. Den går godt, og vi er tilfredse med setuppet. Vi er nødt til at fokusere på vores egen opgave for at komme frem, for nøglen er helt sikkert i holdbarheden i år. Det er vores hovedfokus, så det går vi efter, forklarer briten Darren Turner.

Et mere afslappet hold
Michael Christensen og Dempsey-Proton Racing har kæmpet noget for at finde farten, og det lykkedes ikke rigtigt i kvalifikationen. Til gengæld mener Porsche-køreren, at de har noget godt klar til løbet:
– Jeg synes forberedelserne har været gode. Vi kan kun forsøge at sætte et godt løb sammen, og så skal det nok gå. Det er selvfølgelig ikke helt det samme at være hos Dempsey Proton Racing som det var hos Porsche sidste år. Stemningen er en smule mere afslappet, men vi bliver stadig set på af Porsches folk, så det er meget vigtigt at gøre et godt stykke arbejde.
Michael Christensen bejlede i nogen tid til Porsches LMP1-indsats, men med årets nedskæring fra tre til to biler er den ambition sat lidt på pause, mener han:
– Det står desværre lidt på standby, for vi ved ikke, om der kommer en tredjebil igen. Jeg må vente lidt på den, for Porsche har nok lidt svært ved at lave om på et hold, der vandt sidste år, hvilket man godt kan forstå, forklarer han.


Corvette kæmper med farten

Hos Jan Magnussen og Corvette Racing har det ikke været meget bedre. De to gule amerikanere indtager de to nederste pladser på GTE Pro-gridden efter de ellers var hurtigst på testdagen. Jan Magnussen mener, at Corvette er ved at have en god løsning klar:
– Der har været et eller andet galt, som vi har haft svært ved at finde. Men bilen er ved at føles rigtig igen, så det var ærgerligt, at vi mistede køretid i regnen i går. Det er helt åbenlyst, at Ford og Ferrari har mere fart end os, så vi må forsøge at køre et bedre løb end dem.

– Vores pace er måske godt nok. Vi må gøre hvad vi kan, og så må Balance of Performance passe sig selv – vi kan alligevel ikke gøre noget ved det, siger Antonio Garcia.
Ricky Taylor er ny på Jan Magnussens #63 i år, og får for første gang muligheden for at køre ræs mod sin bror, Jordan Taylor, i forskellige biler, men i samme team. En udfordring, den unge amerikaner ser frem til:

– Det er fedt. Vi har været på samme team, men det er første gang, vi deler team og er i forskellige biler. Jeg er sikker på, at det bliver interessant til sidst i løbet, hvis vi ligger til at kunne kæmpe mod hinanden om sejren. Jeg er allerede vild med Le Mans. Det er unikt, og banen har en god, oldschool fornemmelse, fordi det både er vej og rigtig racerbane.

Foto: Dennis Risager / Denner Photo
Foto: Dennis Risager / Denner Photo

Formula Racing melder alt klar

Selv da torsdagens regn var værst, kørte Mikkel Mac og Formula Racing masser af omgange. Det giver den unge debutant en god fornemmelse forud for morgendagens løb:
– Jeg vil mene, at vi nåede vores program. Vi kunne lige så godt få bilen prøvet af i regn, så det gjorde vi – og den er helt perfekt. Vi glæders helt vildt til at komme ud at køre, og jeg fornemmer, at løbsbilen er god, siger Mikkel Mac og fortsætter:
– Det er helt vildt at stå her. Min far har gjort rigtig meget for at få min karriere i gang, så jeg gav ham turen hertil i fødselsdagsgave. Det bliver helt specielt, at vi kan dele den her oplevelse, og se en så stor drøm gå i opfyldelse i morgen.

Foto: Dennis Risager / Denner Photo
Foto: Dennis Risager / Denner Photo

Christina Nielsens far – og tidligere Le Mans-deltager, Lars Erik Nielsen, var også på plads.
Han ser frem til at se stafetten gå videre til datteren, efter han selv deltog i den franske klassiker gennem en årrække:
– Det er næsten som at komme hjem igen. Jeg er vildt glad for at være her, og det er super stort for Christina. Jeg ved, at det er stærkt vanedannende, så mon ikke hun kommer til at køre en del løb her, siger han spørgende og fortsætter:
– Jeg føler, at stafetten er givet videre, så selv om jeg gerne ville gøre comeback, så holder jeg mig fra det. Til gengæld skal jeg køre Copenhagen Historic Grand Prix i en Ford Escort senere på året, så jeg har ikke lagt hjelmen helt på hylden, siger Lars Erik Nielsen.