Racemag har tidligere berettet om Grand-Am-seriens involvering i en en virtuel udgave af mesterskabet med Daytona-prototyperne og GT-klassen, hvor både Jan Magnussen og Ronnie Bremer kører i det virkelige liv.
De to danskere har haft en noget blandet sæson med masser af fart, men også masser af uheld i løbene. I den virtuelle verden er der dog også en dansker, og han klatrer stille og roligt op i mesterskabet i den største klasse, DP-prototyperne.

Michael Ryhl er en af de skandinaviske deltagere i serien, og han er med gode resultater på det seneste klatret ind i den bedste fjerdedel i mesterskabet. 400 deltagere kører med i det virtuelle mesterskab for DP-klassen, og senest kørte Michael Ryhl en syvendeplads i sit løb på Daytona-banen, hvor kørerne racede i 2 timer og 24 minutter.
– Racet jeg havnede i var med ret hurtige kørere, bl.a. italieneren Ivan Basso (nej – ikke ham på cyklen) og de fire hurtige svenskere Ronnie Åkesson, der nu ligger #10 i samlet klassement, Dan Segolsson der ligger #15, Christian Olsson der ligger #16, og Kiddhy Engström der ligger #37. Dem kunne jeg ikke følge med, men havde i lang tid en tæt og jævnbyrdig kamp med japaneren Mitsuru Dokai, indtil han oversatsede og røg i en dækvæg, der skadede bilen, så han måtte udgå, fortæller Michael Ryhl til Racemag.
– Ivan Basso førte løbet indtil lap 27, hvor han snittede betonmuren, men kunne fortsætte efter en tur i pit. Det sendte ham ned på 6.pladsen, og så var vejen fri for de hurtige svenskere fra Team SSR (Swedish Sim Racing). Der var tæt kamp med skiftende føringer, der endte med Kiddhy Engström som vinder, slutter han.
Michael Ryhl kørte på Daytona for f’ørste gang med sin nye sponsor – danske Aquila Racing Cars.
Toppen i DP-klassen på Daytona:
1: Kiddhy Engström (S)- startpos.3 – bilnr: 10
2: Ronnie Åkesson (S) – startpos.2 – bilnr: 4
3: Christian Olsson (S) – startpos.5 – bilnr: 6
4: Bruce Perry (USA) – startpos.6 – bilnr: 9
5: Dan Segolsson (S) – startpos 4 – bilnr: 8
6: Ivan Basso (I) – startpos. 1 – bilnr: 7
7: Michael Ryhl (DK) – startpos 8 – bilnr: 11
Prototypeklassen føres af blgieren András Király, der også siges at være favorit. De to resterende af 10 løb køres i august på Watkins Glen og Mid Ohio.
Fotos: Screenshots, Aquila Racing Cars



