Med Kevin Magnussen som BMW fabrikskører, Malthe Jakobsens forfremmelse til Peugeots Hypercar-hold og Marco Sørensen i den nye Aston Martin Valkyrie-Hypercar er der intet mindre end seks danske håb om end FIA WEC Hypercar-titel i den kommende sæson.

Kevin Magnussen kørte sit sidste Formel 1-løb i december sidste år. Det efterlader måske et tomrum for mange motorsportsglade danskere, som fulgte med i KMags eskapader i verdens hurtigste motorsportsgren. Men frygt ej, Magnussen er nemlig stadig at finde på racerbaner verden over i 2025 – endda i et mesterskab som mange nok finder endnu mere underholdende end Formel 1: World Endurance Championship (WEC).

Dermed bliver Kevin Magnussen en del af et sandt ensemble af danske stjernekørere i verdens største sportsvognsmesterskab. Her får du alt du skal vide om WEC og danskerne, der kører i seriens topklasse.

Hvad er WEC?

WEC er verdensmesterskabet i racersportsvogne. I 2025 deltager to bilklasser i mesterskabet: fuldblodsracerbilerne i Hypercar-klassen, og GT3-klassen der er baseret på gademodeller som fx Porsche 911 og Ferrari 296. Begge klasser kører på samme tid, og dermed har sportsvognsløb som WEC en meget unik karakter, da kørerne ikke blot skal forholde sig til deres direkte konkurrenter, men også hvordan de bedst navigerer trafikken fra de andre klasser.

WEC adskiller sig også fra Formel 1, da det er et udholdenhedsmesterskab. Det korteste løb varer seks timer, mens det længste løb varer 24 timer. Til sammenligning varer et Formel 1 Grand Prix omtrent halvanden time. Fordi løbene i WEC er så lange, har de karakter af en stafet – hver bil deles af mellem to og fire kørere, som skiftevis kører og hviler. WEC er altså en holdsport på en helt andet måde end Formel 1.

Hvor mange danskere er med i WEC?

Der er seks danske kørere med i topkategorien Hypercar: den regerende Le Mans-vinder Nicklas Nielsen (Ferrari AF Corse), Kevin Magnussen (BMW M Motorsport), Michael Christensen (Porsche Penske Motorsport), Mikkel Jensen (Peugeot TotalEnergies), Malthe Jakobsen (Peugeot TotalEnergies) og Marco Sørensen (Aston Martin THOR Team).

Liv efter Formel 1 for Magnussen

Kevin Magnussen tager hul på andet kapitel af sin karriere som Hypercar-kører i 2025 som BMW fabrikskører. Han kommer nok til at føle sig meget godt hjemme i cockpittet i hans nye BMW M Hybrid V8-racer – den deler nemlig samme Dallara-platform som den Cadillac DPi-V.R, som han kørte i IMSA WeatherTech Sportcar-serien i 2021. Forhåbentlig betyder det, at Magnussen hurtigt finder sig til rette med BMW’ens køreegenskaber.

BMW har nemlig brug for Magnussen i top form, for hvor Kevin og Cadillac altid var med i den skarpe ende af IMSA-feltet, har BMW endnu ikke fundet sit fodfæste forrest på gridden i WEC – de sluttede på en beskeden femteplads i konstruktørmesterskabet i 2024, omend der var gode takter mod slutningen af sæsonen i Japan, hvor BMW’en med dørnummer 15 tog andenpladsen.

Magnussen skal dele BMW #15 med schweizisk-italienske Raffaele Marciello og belgieren Dries Vanthoor. Desuden får BMW M Team også nytte af Magnussens erfaring på den anden side af Atlanten, når han hopper bag rattet i BMW #24 ved de tre største løb på IMSA-kalenderen, Daytona, Sebring og Petit Le Mans.

Der var gode takter i Rolex 24 på Daytona i januar, hvor Kevin og holdkammeraterne i #24 var med helt i front hele løbet, indtil en lille kollision med den førende Porsche kostede en tur i pitten med 45 minutter tilbage.

BMW M Hybrid V8, som Kevin Magnussen kører i 2025, er bygget på samme chassis som den Cadillac DPi-V.R, som han kørte i 2021-sæsonen.

Nicklas Nielsen skal forsvare Le Mans-kronen

Nicklas Nielsen er nok Danmarks største håb på en mesterskabssejr i WEC. Aarhusianeren var en af de ubestridte stjerner i 2024, og blev hyldet som sæsonens andenbedste hypercar kører og verdens tolvte bedste racerkører på tværs af alle discipliner af Autosport. Han leverede blandt andet en pragtpræstation under sejren på Le Mans, som han indledte med at tage føringen på første omgang, og afsluttede med et fænomenalt stint, hvor han formåede at strække tanken i hans Ferrari 499P usandsynligt langt under stort pres fra den to-dobbelte Le Mans-vinder Kamui Kobayashi i Toyota #7.

Nielsen cementerede sig som Ferraris stjernekører i 2024, men hans Ferrari AF Corse-hold formåede ikke altid at udnytte bilens fart til fulde. Derfor blev det kun til VM-sølv for Nielsen og holdkammeraterne Miguel Molina og Antonio Fuoco. Takterne var gode i 2024 og køreropstillingen i Ferrari #50 er uændret – kan de eksekvere mere stabilt i den kommende sæson, har de gode chancer for at vriste guldet fra Porsche Penske Motorsport.

Nicklas Nielsen Le Mans-podie 2024
Nicklas Nielsen og Ferrari AF Corse vandt på Le Mans, men formåede ikke at konvertere deres enorme fart til flere sejre.

Michael Christensen skal besejre søster-Porschen

I Porsche Penske-staben finder vi også en dansker i form af Michael Christensen, som desværre var i den forkerte af de to fabriks-Porscher i 2024. Fire podieplaceringer i syv løb ser udmærket ud på papiret, men Christensen og Porsche #5 holdkammeraterne Fred Makowiecki og Matt Campbell kunne ikke matche søsterbilen Porsche #6, der med to sejre og tre podieplaceringer tog en suveræn førsteplads i mesterskabet.

Således er målet for Michael Christensen at træde ud af søsterbilens skygge i 2025 og etablere Porsche #5 som en bil der kan udfordre om sejre. Det bliver med en ny holdkammerat i form af franksmanden Julien Andlauer, der imponerede i en Porsche 963 fra kundeholdet Proton Competition i 2024. Særligt gjorde han sig bemærket ved flere gange at overhale sine konkurrenter i det frygtsomme Eau Rouge-sving på Spa-Francorchamps. Christensen og Andlauer får hjælp af Mathieu Jaminet, der flyver over Atlanten fra Porsche Penskes IMSA-hold, for at køre Porsche #5 ved de særligt lange løb i Qatar, Bahrain og selvfølgelig Le Mans.

Michael Christensen er i en for ham helt uvant situation, når han på lørdag stiller til start i årets sidste afdeling af VM for sportsvogne, der afvikles i Bahrain. 2023-sæsonen har endnu ikke budt på hverken en sejr eller en podieplacering, noget der for Michael Christensen ikke er hændt siden han blev Porsche kører i 2013.
Michael Christens fine sæson i 2024 blev overskygget af søsterbilens mesterskabssejr.

Mikkel Jensen skal bygge videre på Peugeots gode takter

Mikkel Jensens flotte 2024 blev ofte kamufleret af en Peugeot 9X8-racer, der slet ikke præsterede som den skulle. Den bemærkelsesværdige bil blev lanceret i 2022 uden i hækvinge, da Peugeot satsede på at genere downforce med bilens underside – den såkaldte ground effect, som de nuværende Formel 1-biler også genererer størstedelen af deres downforce med. Satsningen fejlede for Peugeot, og ved anden runde af WEC i 2024 erkendte den franske fabrikant at konceptet var en fejl, og installerede en hækvinge.

Hækvingen løste desværre ikke alle bilens problemer, og Mikkel Jensen måtte sammen med holdkammeraterne Nico Müller og Jean-Eric Vergne tage til takke med at kæmpe om småpoint på kanten af Top 10. Det forhindrede dog ikke Jensen i at gøre sig flot bemærket, blandt andet med en fantastisk præstation på Le Mans, der desværre ikke blev belønnet med point.

Heldigvis for Jensen og Peugeot fik holdet tilsyneladende et gennembrud ved WEC’s næstsidste runde i Japan, hvor danskeren kørte Peugeot #93 op gennem feltet til en flot fjerdeplads. Dette momentum bevarede de i Bahrain, hvor de tog Peugeots første podie i sæsonen.

For Mikkel Jensen og Peugeot kommer 2025-sæsonen derfor til at handle om at bevare deres momentum fra 2024, og begynde at konkurrere om sejre. Jensen deler Peugeot #93 med to tidligere Formel 1-kørere i 2025, i form af Jean-Eric Vergne og Paul Di Resta.

Mikkel Jensen resten af Peugeot #93-crewet rundede en svær sæson af med en podieplacering i Bahrain.

Malthe Jakobsen er blevet forfremmet

I den anden Peugeot med #94 på døren er det 21-årige stortalent Malthe Jakobsen blevet forfremmet fra testkører til fast WEC-kører i 2025. Han har tidligere testet Peugeot 9X8 i flere omgange, men har endnu ikke fået Hypercar-debut. Til gengæld har han imponeret i den mindre LMP2-klasse, hvor han har vundet to mesterskabet i Asian Le Mans Series, to sejre i European Le Mans Series 2024, og en andenplads ved 24 timers løbet på Daytona i 2024.

Det er et relativt utaknemmeligt lod som Malthe Jakobsen trækker ved at få debut i Peugeot #94. Bilen scorede blot fire point i hele 2024-sæsonen – alle fire med ottendepladsen i Japan. Danskeren skal derfor først og fremmest vise, at han er hurtigere end hans to rutinerede holdkammerater Stoffel Vandoorne og Loïc Duval, for at komme i betragtning som holdkammerat til Mikkel Jensen i bil #93 i 2026.

Selvom Vandoorne og Duval ikke imponerede i 2024, er der ingen tvivl om, at de er dygtige racerkørere med flotte CV’er. Vandoorne har efter sine 42 Formel 1 Grands Prix vundet Formel E mesterskabet i 2021/22-sæsonen, mens Loïc Duval vandt 24-timers Le Mans samt WEC mesterskabet i 2013 sammen med Tom Kristensen. Derfor har Malthe Jakobsen rig mulighed for at lære af sine erfarne holdkammerater. Men hvis #94 skal være med i den sjove ende i 2025, skal formkurven vende for belgieren og franskmanden.

Malthe Jakobsen gør Hypercar debut i 2025 i Peugeot-holdets #94.

Marco Sørensen og Aston Martin skal lære deres Valkyrie at kende

Marco Sørensen er den nyeste tilføjelse til listen over danske Hypercar-kørere, efter han blev annonceret i lineuppet til Aston Martin THOR Teams Valkyrie AMR-LMH #009.

Det er første år Aston Martin stiller op i Hypercar, og det ville dermed være en overraskelse, hvis de kan kæmpe om topplaceringer fra start. For Sørensen og Aston Martin kommer 2025-sæsonen til at handle om at lære, hvordan de får mest muligt ud af deres bil – et område hvor de øvrige fabrikanter har et stort forspring.

For Marco Sørensen bliver det første gang han kører en Prototype siden Le Mans 2021, hvor han var bag rattet på High Class Racings Oreca LMP2.

Han deler bil #009 med Alex Riberas. Den 31-årige spanier har været Aston Martin fabrikskører siden 2020, men WEC-åbningsrunden i Qatar bliver første gang han er bag rattet på en Prototype.

Marco Sørensen (til højre) har haft et væld af succes med Aston Martin i GT3-biler – nu skal han forsøge at føre succesen videre i den britiske fabrikants Hypercar. Her ses han med Nicki Thiim (tv.) og Mattia Drudi (midten) efter deres sejr i 24-timers-løbet på Spa sidste år.
Foto: Drew Gibson

Hvad er en Hypercar?

Hypercars er verdens hurtigste prototype racerbiler. De adskiller sig fra Formel 1-biler ved at have et tag og to sæder – omend passagersædet i realiteten ikke er særligt brugbart. Derudover er alle fire hjul afskærmet i modsætning til Formel-biler, hvor hjulene er frie.

Hypercars erstattede LMP1-bilerne som topklassen i WEC i 2021. LMP1-bilerne var blevet for dyre i drift, og dermed er Hypercar-klassen designet til at holde omkostningerne lave, og konkurrencen tæt. Klassen omfatter to reglementer: FIA’s Le Mans Hypercar (LMH) reglement, og IMSA’s LMDh (Le Mans Daytona Hybrid) reglement. Således kan bilfabrikanterne konkurrere i begge mesterskaber, uanset hvilket reglement de bygger deres bil efter. LMH og LMDh bilerne bliver holdt konkurrencedygtige af den såkaldte Balance of Performance, som betyder, at hver bil bliver pålagt unikke restriktioner ved hvert løb – fx i form af ekstra vægt eller begrænsninger på mængden af brændstof de må bruge. Det sikrer at konkurrencen altid er tæt og underholdende. I 2025 er der otte bilfabrikanter, der konkurrerer i Hypercar-kategorien:

Fabrikanterne der stiller op med LMH-biler er:

  • Aston Martin
  • Ferrari
  • Peugeot
  • Toyota

Fabrikanterne, der stiller op i WEC med LMDh-biler er:

  • Alpine
  • BMW
  • Cadillac
  • Porsche

Desuden er det ikke usandsynligt at Acura og Lamborghini flyver deres LMDh-biler fra det amerikanske IMSA mesterskab over Atlanten for at konkurrere i 24 Timers Le Mans.

Hypercar-bilerne – uanset reglement – yder op til 670 hestekræfter og har en minimumsvægt på 1030kg. LMDh-bilerne anvender mange standarddele, herunder chassiset, hvor fabrikanter kan vælge mellem fire eksisterende LMP2-chassier, og et standardiseret hybridsystem der driver baghjulene og yder 50 kilowatt. Den store mængde standardiserede dele gør LMDh-bilerne relativt billige i drift.

Porsche 963 LMDh var den mest succesfulde Hypercar i 2024, hvor fabriksbilerne fra Porsche Penske Motorsport vandt mesterskabet i både FIA WEC og IMSA.

I modsætning til LMDh, benytter LMH ikke standarddele. Holdene skal selv designe hele bilen fra bunden, hvilket gør dem markant dyrere. Til gengæld har de færre restriktioner, både i de tekniske og estætiske elementer af bilerne. Derfor har LMH været det oplagte valg for fabrikanter som Ferrari og Aston Martin, da reglementet gør at deres brandidentitet for alvor kan skinne igennem. LMH-bilerne er ikke pålagt et hybridsystem, men med undtagelse af Aston Martin har alle fabrikanter valgt at udstyre deres biler med elmotorer. I LMH-reglementet må elmotorer yde op til 200 kilowatt, og den skal monteres på forhjulene. For at minimere fordelen ved firehjulstræk, fx i regnvejr, må elmotoren kun benyttes ved hastigheder over 190 kilometer i timen.

Nicklas Nielsens Le Mans-vindende Ferrari 499P er bygget på LMH-reglementet.

Hvor hurtig er en Hypercar?

Hypercars er hurtige – meget hurtige. De kan nå en topfart på over 340 km/t på Mulsanne-langsiden på Le Mans. Men selvom de er meget aerodynamiske og genererer meget downforce, er de ikke et match for Formel 1-biler over en omgang.

På Spa-Francorchamps er en Hypercar omtrent 20 sekunder langsommere end de nuværende Formel 1-biler. Verdens hurtigste gadebiler som fx. McLaren Senna og Pagani Huayra BC er dog yderligere 20 sekunder bagved Hypercar.

En smagsprøve på WEC Hypercar

Se de bedste Hypercar-dueller fra 2024 i denne video:

Hvor kører WEC?

World Endurance Championship består I 2025 af otte runder på fire kontinenter.

Kronjuvelen er WEC-kalenderen er 24-timers løbet på Le Mans. Det legendariske franske udholdenhedsløb udbetaler dobbeltpoint, og har et stærkt dansk islæt med Nicklas Nielsen som den regerende vinder og selvfølgelig Tom Kristensens rekord op ni generalsejre – tre flere end nogen anden kører.

28. februar 2025: Qatar 1812Km (Qatar. Lusail International Circuit)

20. april 2025: 6 Hours of Imola (Italien, Autodromo Internazionale Enzo e Dino Ferrari)

10. maj 2025: TotalEnergies 6 Hours of Spa-Francorchamps (Belgien, Circuit de Spa-Francorchamps)

14/15. juni 2025: 24 Hours of Le Mans (Frankrig, Circuit de la Sarthe)

13. juli 2025: Rolex 6 Hours of São Paulo (Brasilien, Autodromo de Interlagos)

7. september 2025: Lone Star Le Mans (USA, Circuit of the Americas)

28. september 2025: 6 Hours of Fuji (Japan, Fuji Speedway)

8. november 2025: Bapco Energies 8 Hours of Bahrain (Bahrain, Bahrain International Circuit)

Hvor kan du se WEC?

WEC bliver sendt på Eurosport. Hvis du ikke har Eurosport i din TV-pakke, kan du live streame løbene på MAX med sportspakken fra 119kr.

WEC sæsonen skydes i gang med WEC Prologue-testen i den kommende weekend, d. 21-22. februar.