Nicki Thiim og Black Falcon #9 i Mercedes SLS AMG GT3 ender som vinder af 24-timers løbet på Nürburgring – et løb der dog var afbrudt i næsten 10 timer i løbet af natten på grund af kraftig tåge og regn. Det er Mercedes’ første sejr i 24 timers løbet på Nürburgring.

Black Falcon og kørerne Bernd Schneider, Jeroen Bleekemolen, Sean Edwards og Nicki Thiim var gennem hele løbet med i toppen, og efter genstarten fik de lige så stille kæmpet sig op i front af løbet. En mindre afkørsel kostede to minutter, men derudover var der ikke problemer for holdet, der endte med at vinde med to et halv minut foran BMW Sports Trophy Team Marc VDS i BMW Z4 og en omgang foran ROWE Racing, der også kører Mercedes SLS. Den overordnede sejr betyder også, at de vinder SP9 klassen.

Allan Simonsen og Aston Martin #007 var i front af løbet inden det blev afbrudt, men da løbet blev startet igen havde holdet svært ved at få varme i dækkene i de våde forhold, og kunne derfor ikke køre deres Vantage hurtigt nok rundt på banen. Derfor tabte de pladser, og sluttede løbet som nummer 10 samlet og i SP9 klassen.

Pinta Team Manthey #40 med Michael Christensen ombord havde et roligt løb i Porsche 997 GT3, men sidst i løbet gled holdet tilbage i stillingen, og sluttede som nummer 45. Farnbacher Racing #17 og Christina Nielsen var også godt med i deres Porsche, men omkring klokken 11 kørte bilen i pit, og der blev arbejdet længe på den i garagen. Derfor slutter de som nummer 146.

I SP4T har Besaplast Racing med Kurt Thiim ombord var totalt dominerende i deres Audi TT RS, og endte også med at vinde klassen med syv omgange ned til nummer to. Holdet sluttede samtidig helt oppe som nummer 23 i den samlede stilling.

De to danskere i Roadrunner Racing i SP3 klassen var gennem løbet med i kampen om klassesejr, og den gik til sidst til Renault Clio Cup #142, der har Claus Grønning ombord. De slutter nummer 60 samlet. Clio Cup #141 med Michael Juul ombord slutter nummer tre i klassen, en omgang efter, og 73 samlet.

Niels Borum deltog i V5 klassen BMW E36 #190, men kom aldrig tilbage efter et sammenstød med en konkurrent tidligt i løbet. Derfor slutter holdet sidst i klassen på fem og 133 samlet.