Munkebjerg Hillclimb hilser tilskuere velkomne til Vejle Fjord, hvor mellem 31 og 90 år gamle biler kan nydes af alle i naturen.

På søndag køres 24. udgave af Danmarks smukkeste motorløb, Munkebjerg Hillclimb, hvor klassiske biler fra perioden 1931 til 1990 dyster om at komme hurtigst op ad bjerget, og efter et år uden tilskuere er løbet tilbage med fuldt program til publikum. 

Munkebjerg Hillclimb har gennem en del år samlet flere og flere tilskuere for hvert år, men i 2020 måtte traditionen brydes på grund af covid-19. 

“Nu er vi tilbage ved fuld styrke uden covid-19-restriktioner af nogen art,” fortæller løbsleder Søren Duun, der fortsætter: “Vore dygtige speakere giver interessante oplysninger om alle kørere og biler. Det er gratis for publikum at overvære løbet hele dagen, enten ved starten på Ibæk Strandvej, fra Casinosvinget midt på banen eller fra mål bag ryttergården ved Munkebjerg Hotel, og kommer man i en klassisk bil, kan man parkere på hotellets parkeringsplads tæt ved ryttergården.”

Deltagere fra ind- og udland valfarter hvert år til løbet. Så på søndag den 15. august er der race for gamle biler fra kl. 9-17 på strækningen fra Ibæk Strandvej til Munkebjerg Hotel. 

Om Munkebjerg Hillclimb:

Munkebjerg Hillclimb er et ægte hastighedsløb. Bilerne starter med et minuts mellemrum på sydsiden af Vejle Fjord og kører op ad serpentinevejen med mål ved Munkebjerg Hotel. Man kører ruten fem gange, to gange træning og tre heat i selve løbet. Ruten er 1,6 kilometer med en række krævende sving.

Der er gratis adgang for publikum. Man kan komme helt tæt på bilerne både ved start nede ved stranden og ved mål og ryttergård oppe på toppen ved Munkebjerg Hotel. Der køres hele dagen fra kl. 9-17.

Om historiske perioder:

I historisk motorsport inddeler den internationale bilistorganisation FIA (Federation Internationale de l’Automobile) bilerne i perioder, så man som deltager konkurrerer med biler i samme tidsrum. Her er de historiske perioder som bestemt af FIA:

A) Før 1905

B) 1905-1918

C) 1919-1930

D) 1931-1946

E) 1947-1961

F: 1962-1965

G1: 1966-1969

G2: 1970-1971

H1: 1972-1975

H2: 1976-1976

I: 1977-1981

J1: 1982-1985

J2: 1986-1990

Link:

Se mere om løbet på www.munkebjerghillclimb.dk