Nasser Al-Attiyah gik i angreb på den førende Stephane Peterhansel, da Dakar-rallyets fjerde dag var en realitet.
På vejen fra Nazca mod Arequipe var Qatar-køreren hurtigst af alle og tog sin 16. prøvesejr i Dakar – en præstation, der fik 2011-vinderen op på højde med legender som Bruno Saby og Jean-Louis Schlesser.
I den samlede stilling kunne han dog ikke røre ved Stephane Peterhansel, der dog satte lidt over et minut til. Bag dem gik det galt for Robby Gordon. Den karismatiske amerikanske Hummer-kører rullede som i 2012 rundt, hvilket kostede mere end en time for den i forvejen hårdt ramte tidligere Champcar- og NASCAR-kører.
Også Carlos Sainz måtte lide igen. Efter at have fået godtgjort tidstabet fra starten af rallyet, da den centrale GPS svigtede, måtte han efter protester lægge tiden, godt en halv time, til sit resultat igen. Som om det ikke var nok, så mistede han flere timer igen efter problemer med brændstoftilførslen på Red Bull Qatar-buggyen.
Blandt MC-kørerne kom der fornyet spænding i toppen, hvor Husqvarna-køreren Joan Barreda igen viste, at han ikke er med i Dakar som passiv kører. Han tog sin anden prøvesejr efter at have været ramt af tekniske problemer dagen før med et ødelagt baghjul. I mål var han mere end otte minutter bedre end Olivier Pain og rykkede op på fjerdepladsen i den samlede stilling. Førstepladsen indtager Pain, mens Cyril Despres efter en passiv dag er treer samlet.