For de forsvarende Le Mans-vindere i Corvette #64 sluttede festen lidt for tidligt på Le Mans, da Tommy Milner søndag morgen crashede hårdt. Milner blev hurtigt meldt ok, og nu viser det sig, at skaderne på bilen heller ikke er så slemme som først antaget. Det er en god nyhed for Corvette Racing, der i weekenden 1-3. juli igen er på banen i den hjemlige IMSA Weathertech Sportscar Championship.

Meldingen er, at crashet ikke har skadet chassiset på bilen, og dermed undgår Corvette Racing at skulle i gang med en kæmpe opbygning før løbet på Watkins Glen, men til gengæld vil teamet have revanche for et Le Mans, hvor de sejrsvante amerikanere aldrig rigtig fik lov at vise potentialet.

– Vi vidste, det ville blive svært, men kunne også se efter testdagen, at vi havde mere at byde på. Vi håbede på en mere lige balancering, men det fik vi desværre ikke, siger Doug Fehan til Sportscar365.
Han mener også, at forsøget på at finde mere fart i Corvetten var en medvirkende årsag til Milners afkørsel:
– Under sådanne omstændigheder må man bare holde på. Vi forsøgte det med Tommy i løbet, hvor vi mente, der godt kunne komme en podieplads ud af det, hvis vi satsede lidt mere. Vi tog lidt vinge af bilen, men det gik desværre galt. Tommy tog skylden for uheldet, men vi tog vinge af bilen – og det var desværre det, der skabte uheldet, forklarer han.

Corvette fører stadig i den amerikanske serie, så nu ser teamet fremad. Der er stadig et mesterskab at køre om, afrunder Doug Fehan.