Denne weekend afvikles fjerde afdeling af FIA GT1 World Championship. Danske Christoffer Nygaard er atter klar sammen med det dansk/tyske Young Driver AMR-team, når VM for GT-biler skal køres.

Nygaard kommer med en Le Mans-podieplacering i bagagen til HTTT Paul Ricard i det sydlige Frankrig – og det kan blive en fordel for den unge racerkører.

– VM-løbet i Frankrig bliver mit første løb i Aston Martin DBR9’eren siden 24 timersløbet på Le Mans. Der fik jeg en masse løbskilometer i kroppen. Jeg fik en masse erfaring og føler mig virkelig hjemme i bilen nu, siger Nygaard i en pressemeddelelse.

Dog er det ikke første gang, at teamet og størstedelen af GT1-feltet besøger HTTT. To gange har VM testet på banen, så der er et større katalog af erfaring at trække på.

– Le Castellet vil helt sikkert blive en hård weekend. Det er en populær testbane, så alle kørere kender banen ret godt. De sidste løb i VM har været aktionfyldte og har vist, at næsten alt kan ske. Det betyder for os, at hvis vi ikke begår nogle fejl, så kan vi slutte på en god placering, slutter Nygaard.

Aston Martin DBR9-racerne har op til løbet fået ekstra 30 kilo som følge af mesterskabets ’balance of performance’. Nygaards  teamkammerater Enge og Turner får ekstra 30 kilo i som følge af deres resultater.

Sådan kører FIA GT1 World Championship:

Fredag den 2. Juli:
09:50 – 11:10 Fri træning
15:00 – 16:20 Pre-Qualifying

Lørdag den 3. juli
10:45 – 11:45 Qualifying
17:30 – 18:30 Qualifying Race

Søndag den 4. juli:
09:00 – 09:30 Warm Up
14:15 – 15:15 Championship Race

Løbene kan følges live på web-tv og livetiming via http://gt1world.com/