Den danske GT-kører Christoffer Nygaard får travlt i den kommende weekend. Nygaard skal køre både FIA GT1 World Championship for Young Driver AMR-teamet samtidig med at han skal deltage i FIA’s GT3-mesterskab i Ford GT for Fischer Racing.
Det er anden afdeling af VM for GT1-racere, der afvikles på Silverstone-banen. Her skal Christoffer Nygaard og Thomas Mücke have revanche for uheldene i Abu Dhabi, hvor det ikke lykkedes at tage point.
Men samtidig skal Lyngby-køreren springe fra den ene pitgarage til den anden, hvor han skal dele den hvide Ford GT med finske Mikko Eskelinen. Nygaard kørte sidste år Forden frem til en sejr og flere podiepladser på vej mod femtepladsen i FIA GT3, der kan betragtes som et europamesterskab. På netop Silverstone hentede den 23-årige kører en fjerdeplads.

– Vi er ret optimistiske om vores anden sæson i FIA GT3. Vi indsamlede en masse erfaringer sidste år, og vores kører tager godt forberedte til Silverstone, siger Hardy Fischer, der er teamchef i Fischer Racing, der indsætter to Ford GT samt de to Young Driver AMR-Aston Martin.
– Christoffer har et års erfaring med bilen, og Mikko har kørt adskillige tests med vores bil i de seneste måneder, siger teamchefen videre.
GT-løbene finder i øvrigt sted på det nye layout af Silverstone, den såkaldte Arena Circuit. Det bliver første gang, det nye layout bruges til en international klasse.
FIA GT3 kører første løb lørdag og andet løb søndag. Løbene transmitteres på Motors TV og kan se på nettet via FIA GT3 vanligvis velfungerende livestream på www.fiagt3.com.
FIA GT1 World Championship kører træning og prækvalifikation fredag, kvalifikation og kvalifikationsrace lørdag og hovedløbet søndag.
Kørerne i den anden Ford GT er endnu ikke bekræftede.
Fotos: Markus Berns