Denne weekend går det atter løs i FIA GT1 World Championship, hvor anden halvdel af sæsonen skydes i gang på Nürburgring.

Det dansk/tyske Young Driver AMR-team og Christoffer Nygaard har vist markant fremgang i de seneste to løb, senest med en podieplads i kvalifikationsløbet på Spa. Dét ønsker teamet naturligvis at bygge videre på, men danske Nygaard har ikke det bedste forhold til GP-banen i Eiffel-bjergene.

– Nürburgring er ikke en af mine yndlingsbaner. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har altid været ramt af blandede følelser der, siger Christoffer Nygaard i en pressemeddelelse.

– Jeg har kørt race der i Polo og SEAT Cup, og også i Ford GT i ADAC GT Masters, men jeg føler mig ikke hjemme endnu på banen. Min medkører Stefan Mücke har stor erfaring på ’Ringen’, og jeg håber, at han vil vise mig nogle tricks, siger Nygaard videre.

Young Driver AMR får dog lidt ekstra hjælp til at få Aston Martin DBR9’eren frem i rækkerne denne weekend. Det særlige ’Balance of Performance’-reglement betyder, at den britiske GT-racer kan smide noget af vægten.

– Det bliver naturligvis ikke nemt denne weekend, men vores Aston Martin vil have 20 kg mindre sammenlignet med de forrige afdelinger. Vi viste allerede stærkt pace på Spa og scorede vores bedste sæsonresultat i kvalifikationsløbet der, så jeg håber, at vi også vil være stærke i Tyskland. Men det vigtigste er at komme i mål uden problemer. Hvis vi kan klare det, så er jeg sikker på, at vi vil slutte på en god placering, slutter Nygaard.

Du kan følge Christoffer Nygaard, Young Driver AMR og resten af FIA GT1 World Championship på www.gt1world.com og www.youngdriver-amr.com.

FIA GT1 World Championship kører første løb lørdag eftermiddag og mesterskabsløbet søndag.

Foto: David Blumlein