Den danske racerpige Christina Nielsen tog fredag aften dansk tid fusen på flere af hendes mandlige konkurrenter, da hun under svære betingelser kørte en flot tredjeplads i hus i kraftigt regnvejr ved sidste afdeling af Porsche GT3 Cup Challenge USA, der blev afviklet på Road Atlanta.
Succesen i Porsche GT3 Cup Challenge USA blev kort efter fulgt op af en pole position i GT Daytona klassen til dette års 10 timers Petit Le Mans, der bliver afviklet på samme bane, da Christinas holdkammerat James Davison satte hurtigste tid i kvalifikationen i deres Aston Martin med startnummer 007.
I Porsche GT3 Cup Challenge USA løbet startede Christina Nielsen fra sjette startposition i det voldsomme regnvejr. Da starten gik røg flere konkurrenter af banen, men Christina kom godt fra start og kom op på fjerdepladsen. Flere biler holdt dog ødelagte på start-mål langsiden og der kom safetycar på banen. Da løbet atter blev givet frit var Christina straks i angreb på forankørende Lazare og lavede en fantastisk flot overhaling ind i det hurtige sving et, til trods for at grebet på den regnvåde bane endnu var ukendt for alle. Den danske racerpige holdt modsat flere af hendes mandlige konkurrenter hovedet koldt, da hun holdt sig på asfalten, mens flere måtte en tur af banen i det i alt 45 minutter lange løb. En afkørsel fra en konkurrent gav dog endnu en safetycar og kostede Christina det forspring, hun havde udbygget til Lazare, men hun viste igen flot kørsel, da løbet igen blev givet frit og hun pressede i stedet Benitez på andenpladsen.
”Jeg er super glad. Det var rigtig svære betingelser og vi var faktisk i tvivl om, om løbet overhovedet ville blive startet, med de mængder vand, der var på banen. Jeg kom heldigvis godt fra start og vandt et par placeringer. Da løbet igen blev frigivet efter der havde været safetycar, havde jeg egentlig ikke planlagt et angreb i sving et, men chancen bød sig og jeg bremsede så sent jeg turde og det gik. Men så havde jeg til gengæld fundet ud af, hvor sent jeg kunne bremse i sving et til resten af løbet… Resten af løbet var jeg mere fokuseret på at køre tredjepladsen hjem end at angribe andenpladsen. Jeg fik en enkelt chance, men ville ikke risikere noget, da det var vigtigt for mig at slutte sæsonen på podiet. Man er ikke bedre end sit sidste løb, som min far (den tidligere Le Mans kører Lars Erik Nielsen – red.) siger” slutter Christina med et stort smil på læben.
Petit Le Mans starter lørdag kl. 17.15 dansk tid og her kører Christina 10 timers løbet for The Racers Group i deres Aston Martin V12 Vantage. I GT Daytona klassen deltager også sidste øjebliks tilmeldte Christoffer Nygaard. I GTLM klassen deltager Jan Magnussen og Michael Christensens og i PC klassen deltager David Heinemeier Hansson. Løbet kan følges live på www.imsa.com



