Den danske racerpige Christina Nielsen gør som fuglene og stikker sydpå for vinteren.
ADAC GT Masters Gentlemen Trophy-vinderen bruger de lidt koldere måneder i Mellemøsten, hvor hun for anden i træk deltager i Porsche-mærkeklassen GT3 Cup Challenge Middle East.
Nyt for 2013/14 er, at klassen er skiftet til 911 GT3 Cup-racerne af 991-modellen, som i år har været forbeholdt Porsche Mobil 1 Supercup. Den danske racerkvinde har markeret sig med god fart, men også med uheld i de to første afdelinger.
– I Bahrain (i slutningen af november, red.) bliver jeg ikke mere end 8’er efter tidstagningen, da jeg bliver blokeret i sektor 3. I første løb er jeg involveret i en ‘race incident’, og jeg får en drive through. Jeg gennemfører min drive-through på min tredje omgang, hvilket er lovligt, men de har allerede før jeg færdiggjorde min omgang givet mig det sorte flag og informeret mit team. De trækker så det sorte flag tilbage, da de ser jeg gennemfører min drive-through, men mit team bliver ikke informeret og jeg kører derfor ind da de bliver ved med at kalde mig ind, siger Christina Nielsen til Racemag.
I andet løb skal feltet grundet tåge starte som i første løb – det lidt usædvanlige vejr for emiratet gør, at arrangørerne er nødt til at aflyse kvalifikationen. Christina Nielsen, der kører i en Momo-sponseret Porsche, slutter sekser.
– I Dubai ligger alle kørere meget tæt. Jeg bliver P6 i første kvalifikation, men ender i nogle svære kampe, og jeg slutter ikke bedre end P9. Løbsledelsen venter helt til næste dag med at indkalde mig, og de har valgt at give mig en straf fra første løb, hvilket var fuldstændig urimeligt. Vi kører race for at vinde, og det involverer chancer som de åbenbart ikke syntes jeg måtte tage, siger hun.
– Jeg bliver P3 i anden kvalifikation, men skal starte P8 fordi min straf er fem placeringers straf på gridden. Jeg formår at kører den op til p5 i løbet. Kvalifikationen var altafgørende, især i Dubai, fordi der ligger så meget sand og skidt på banen uden for sporet, hvilket gør det nærmest umuligt at overhale, siger en ærgerlig Christina Nielsen.
Næste afdeling køres den 17.-18. januar i Qatar på Losail-banen. Der resterer i alt fire afdelinger i mesterskabet, hvor Christina Nielsen indtager niendepladsen. Østrigske Clemens Schmid fører samlet.



