Ronnie Bremer sluttede sammen med Stevenson Motorsports faste duo lige uden for podieplaceringerne i en tæt GT-klasse i Rolex 24 at Daytona.

Trioen i det amerikanske teams Camaro GT.R var flere gange med helt i front af løbet, men måtte til slut tage til takke med en fjerdeplads, sekunder efter den tredjeplacerede Brumos Porsche .

– Vi gennemførte og sluttede på omgangshøjde med vinderbilen efter 24 timer, så det er i sig selv fint, da vi godt vidste, at vi manglede lidt topfart på langsiderne i forhold til bl.a. Porsche-racerne. Jeg lå og førte klassen ca. 6 timer inden i løbet, og det var en fantastisk fornemmelse. Det kunne måske godt kunne være blevet til lidt mere, men en fjerdeplads er hvad det blev, og Stevenson-teamet er glade, og vi gjorde alle tre hvad vi kunne, så jeg er vel egentligt også glad og tilfreds, siger Bremer i en pressemeddelelse.