Christian Bakkerud, Allan Simonsen, Juan Barazi og Team Essex fik en blandet optakt til dagens 1000 kilometersløb på belgiske Spa.

Både træning og kvalifikation har været præget af det sædvanlige ustadige vejr i Ardenner-bjergene med en del afbrydelser til følge. Søndagens warmup er aflyst som følge af dårligt vejr, hvilket ikke har givet optimale forberedelser for kørerne.

Team Essex skaffede sig dog bedste udgangspunkt for søndagens race med pole position i LMP2-klassen. Porsche-trioen var et halvt sekund hurtigere end nærmeste konkurrent, Speedy Racing Team Sebahs Lola Judd.

– Jeg er meget stolt af teamet og den måde, de har fået sat bilen op på, og selvfølgelig også den flotte pole position, som Casper sikrede sig med et halvt sekund til de andre. Vi håber på en sejr i løbet, hvilket vil være en fantastisk generalprøve til Le Mans, siger teamejer Peter Halvorsen.

Christian Bakkerud, der kører sammen med Christijan Albers og Giorgio Mondini, starter på en 11. plads, 3,5 sekund efter dagens hurtigste, Peugeot Total #7 med Nicolas Minassian, Simon Pagenaud og Christian Klien.

Juan Barazi er også til start for Barazi Epsilon, og udlandsdanskeren starter som nummer seks i LMP2.

Allan Simonsen starter som nummer fem i LMGT2 i sin Ferrari 430 GT2. Danskeren er 1,4 sekund efter Team Felbermayer Proton, der starter på pole position.

Foto: Le Mans Series