Jan Magnussens ottende forsøg på at sejre i den amerikanske 24-timersklassiker Rolex 24 at Daytona blev vendt fra en god mavefornemmelse til en skuffelse efter et døgn på banen i Florida.
– Vi havde allerede fra start et problem med en kraftig vibration i bilen, som blev værre mod slutningen af ens stint. Bilen var helt anderledes end den havde været under træning og test, og vi havde slet ikke den balance i bilen, som man skal have for virkelig at kunne presse, siger Magnussen, der selv var i front, da han kæmpede sig frem på andenpladsen i sit første stint.
Også teamkammerat Oliver Gavin var med helt fremme, men igen blev General Motors-kørerne sat tilbage.
– Efterhånden som løbet skred frem, blev bilen bedre. Ud på natten var bilen god, men så fik vi et problem med gearkassen, der definitivt satte os ud af kampen om sejren.
Løbet blev som bekendt vundet af Michael Shank Racing med Allmendinger / Negri / Pew / Wilson efter en tæt dyst med bl.a. Ryan Dalziel/Allan McNish.
– Skal jeg være realistisk, så havde vi nok ikke haft muligheden for at kæmpe med om sejren. Løbet blev igen i år afgjort i en kamp om sekunder og vi kunne ikke helt matche de omgangstider de hurtigste biler kunne køre. Så modsat de sidste seks år, så sidder jeg ikke med fornemmelsen af, at vi skulle have vundet løbet, men det betyder ikke, at jeg ikke er skuffet lige nu. Vi havde håbet på så meget mere, og troede på forhånd, vi kunne være med til at kæmpe om sejren, og så er det selvfølgelig bittert, slet ikke at have præsteret det vi havde forventet, slutter Magnussen.



