Absolute Racing fik i weekenden hjælp af Benny Simonsen ved den sidste afdeling af GT Asia, som blev kørt på Chang International Circuit i Thailand. Absolute Racing, der er et semi-fabrikshold fra Bentley har hele året ligget lunt i svinget til en samlet sejr i GT Asias teammesterskab. Dette var også baggrunden for Benny Simonsens deltagelse.
Det gav en ganske umiddelbar succes, for i weekendens første løb startede Bentleyen fra pole, og Duncan Tappy forsvarede føringen hele vejen til pitstoppet, hvor Benny Simonsen overtog bilen. Danskeren holdt føringen helt til mål, og kunne således give Absolute Racing en sejr med en difference på cirka ti sekunder ned til den nærmeste forfølger.
– Vi havde et rigtig fint løb. Vi startede fra pole og vandt det første løb uden det helt store drama. Det er alletiders at kunne lukke sæsonen med en sejr i debuten for et nyt team og samtidigt hjælpe dem til mesterskabet. Folk husker jo altid sæsonens sidste løb bedre end sæsonens første, så det er godt, siger Benny Simonsen til Racemag.

I weekendens anden afdeling startede Tappy/Simonsen fra fjerde startposition, og fjerdepladsen viste sig også at blive resultatet. Dette var nok til at opfylde weekendens mål om teammesterskabet, hvilket Bentley-teamets chef Ingo Matter også var svært tilfreds med:
– Vi er enormt glade for at have fundet teammesterskabet i vores første sæson af GT Asia, og for at have vist vores styrker i et så stærkt felt, siger han til Endurance Info.