Torsdag bød på hele tre testsessioner for ALMS- og WEC-deltagerne – og masser af dramatik.
Audi var som forventet dominerende, mens Magnussen og Corvette Racing #3 var med fremme i det tætte, tætte GT-felt.
Også de øvrige danskere markerede sig med fremme, hvor David Heinemeier Hansson satte tredjebedste tid i anden træning, mens Nicki Thiim fik NGT Motorsports-Porschen op blandt top fire i GTC-klassen.
Heinemeier Hansson var dog også synderen bag et af de utallige røde flag, da han i første session snurrede af banen i Conquest Racings Morgan-LMP2 i sving 10. Der var dog mere drama i tredje træning, der blev kørt i mørke.
Audi satte sig på de tre bedste tider med Tom Kristensen som absolut hurtigste, men to Audier var involveret i et crash i Sebrings mørke. Thiims NGT Motorsports-Porsche 911 GT3 Cup blev spundet rundt af en konkurrent og blev i processen ramt af Loic Duval i Audi #3, der til gengæld blev ramt af Rebellion Racings Nick Heidfeld. Marcel Fässler satte punktum for crashet ved at ramme op i sin teamkammerat.

Jan Magnussen, der stiller til start for 14. gang på Sebring, var meget tilfreds da aftentræningen var overstået.
– Det har været en rigtig god dag. Vi fik prøvet de ting vi ønskede på bilen og fik rutinemæssigt skiftet gearkassen inden aftentræningen og oplevede kun ganske få problemer, vi alle hurtigt fik løst. Da de to eftermiddagstræninger kun var på en time hver, delte vi det sådan op, at Jordan og Antonio fik en time hver og til aftentræningen deltes vi om bilen. Fredag kører jeg så hele træningen, ligesom det bliver mig, der skal kvalificere bilen. Lige nu er vi rigtig glade og tilfredse, men vi ved også, at det bliver en meget, meget tæt fight i GT klassen. Der er rigtig mange biler til start og vi forventer en tæt herredyst, når starten går lørdag, siger Magnussen i en pressemeddelelse.
Kvalifikationen afvikles fredag kl. 15.20 lokal tid, kl. 20.20 dansk tid. Løbet starter lørdag kl. 10.30 lokal tid, klokken 15.30 dansk tid.
Mobil 1 Twelve Hours of Sebring fortsætter med kvalifikation fredag aften klokken 20.20 dansk tid. Løbet kan følges fra klokken 15.30 dansk tid på nettet på www.alms.com eller på Motors TV.