Kolles-duoen Christian Bakkerud og Christijan Albers måtte udgå fra hvad der længe lignede en solid pointhøst i 1000 kilometersløbet på Catalunya-banen i første afdeling af Le Mans Series. Efter to tredjedele af løbet blev Kolles Audi R10 nummer 15 ramt at teknisk defekt.

– Vi får ganske enkelt en suspension failure. Det sker, da vi rammer en curb, og en skrue i ophænget knækker. Vi får den tilbage i pitten, men kan se, at det vil tage for lang tid at reparere alligevel, så derfor må vi udgå, siger Christian Bakkerud til Racemag.

De to kørere med de ensklingende navne havde indtil da markeret sig som bedste Audi og havde undervejs været så højt som på en tredjeplads. De ender uden for klassement, 56 omgange efter den vindende Aston Martin Racing.

– Det gik helt ok indtil uheldet. Vi mangler lidt til Aston Martin Racing (den vindende prototype, red.), men sammenlignet med de andre gik det godt, særligt da vi ofte kørte på lidt ældre dæk, siger Christian Bakkerud.

Næste gang Bakkerud skal i aktion for Kolles Audi bliver på Spa den 10.  maj. Inden da samles Audi Sport og kundeteamet til en test på Paul Ricard i Frankrig.

– Vi får en firedages test som optakt til næste løb, så vi kan få arbejdet videre med bilen og med at træne pitstops, siger Christian Bakkerud.

Foto: Le Mans Series/Frederic le Floc