Team Kolles og Christian Bakkerud har forhandlet i nogen tid, men nu er det bekræftet, at den danske Audi-kører kommer til start i den nye asiatiske Le Mans-serie.

Debuten bliver den 31. oktober til den 1. november på Okayama International Circuit

– Jeg glæder mig rigtigt meget. Jeg har aldrig kørt der før, men Jarvis, som jeg skal dele bilen med, har kørt på banen da han deltog i den japanske Formel 3-serie. Til gengæld kender jeg bilen, da jeg har kørt den i 24-timers løbet Le Mans og i hele Le Mans-serien, så vi kommer til at hjælpe hinanden, siger Christian Bakkerud i en pressemeddelelse.

Første løbsweekend består af to langdistanceløb af hver tre timers varighed eller 500 kilometer. Bakkerud deler Audi R10 TDi-raceren med Audis fabrikskører Oliver Jarvis, der har været bekræftet for teamet i en måneds tid.

Okayama-banen er 3,7 kilometer lang og har et layout som ventes at passe den hurtige dieselracer godt.

Den blot 24 årige dansker har allerede kørt løb over det meste af verdenen for Team Kolles, da han både deltager i den europæiske Le Mans serie samt ikke mindst DTM. Men det bliver første gang Christian kører løb i Japan. Løbet er blot en uge efter DTM sæsonfinalen, som finder sted i den kommende weekend på den tyske Hockenheimring.

– Det bliver en rigtig stor oplevelse for mig, og det er altid sjovt at komme ud at køre på nye baner. Især i en sportsvogn som R10, så det er klart at jeg er meget opsat på at vi får et rigtigt godt resultat i den stærkt besatte løbsserie. Hele vores europæiske LMS-sæson har været udfordrende, så det ville være dejligt at kunne afslutte sæsonen med et godt resultat, siger Bakkerud videre. Danskeren kommer op i mod foreløbigt 22 andre biler, heriblandt LMS-vinderne fra Aston Martin Racing.

Foto: motioncompany