En charmeoffensiv fra den danske racerbilsproducent Aquila i Sønderjylland betyder nu, at den danske sportsvogn får op mod 120 hestekræfter mere. Det er resultatet af Aquila Racing Cars’ to besøg i både den hollandske GT-klasse og den engelske BritCar-serie.
Allerede efter første besøg på belgiske Spa, der lagde asfalt til finaleløbene i den hollandske GT-serie, var der interesse fra potentielle købere af Aquila-raceren. Flere interesserede efterlyser dog mere muskelkraft, hvilket har fået folkene bag til at kigge efter et alternativ til det nuværende BMW V8-maskineri.
Bilen har siden begyndelsen kørt med BMW’s V8-motor med 320 hestekræfter. Den kombination giver et minus på cirka 120 hestekræfter til de øvrige biler i den klasse, Aquila CR1 normalt vil køre mod.
– De manglende kræfter (i forhold til de øvrige biler i klassen, red.) gør, at vi er i gang med at tilpasse en Chevrolet LS7-motor til bilen. Det er det, de udenlandske kunder vil have. Det vil give bilen op til 540 heste alt efter konfiguration, siger Alex Frederichsen fra Aquila Racing Cars til www.racemag.dk.
Senest har Alex Frederichsen sammen med investor Lars Erik Nielsen deltaget i sæsonfinalen i BritCar på Brands Hatch. Ligesom ved løbene på Spa, hvor kørerduoen deltog i den hvide Aquila, viste de gode takter.
– Vi kørte en hel testdag fredag, hvor vi var rigtigt godt med, specielt om aftenen i mørke, som blev kørt i regn. Jeg tror faktisk, at vi var andenhurtigst, men der var ingen officiel timing, siger Alex Frederichsen til www.racemag.dk. Kvalifikation og løb gik dog ikke helt, som teamet havde forventet.
– Pga. en regel om, at tidstagningen skal køres under samme forhold som løbet, var det planlagt sådan, at vi skulle køre tidtagning lige inden løbet med kun med 15 minutters pause. Da vi ødelagde en kobling under tidstagningen var det lidt op ad bakke, men teamet gjorde en fantastisk indsats og det lykkedes at skifte koblingen på lidt over 30 minutter, siger Alex Frederichsen.
– Vi fik lov til at starte løbet syv omgange efter de andre. I selve løbet mistede vi cirka to omgange, men havde vi været med fra starten og stadig kun mistet de to omgange, var vi sluttet som nummer fire eller fem generelt. Igen var det tydeligt, at vi manglede kræfter, da vi efter vægt/effekt-reglementet må have cirka 125 heste mere, siger Alex Frederichsen.
Aquila-duoen sluttede som nummer 19 totalt ud af 32 startende. Danske Vibe Smed sluttede på en samlet 17. plads i Porsche 996 GT3 Cup.
Fotos: John Retter