Christoffer Nygaard sikrede sig en ny topplacering i den forgangne weekend, da han stillede op i en afdeling af det officielle Europamesterskab for FIA GT3-biler i Portugal. Sammen med Florian Gruber blev den unge racerkører fra Lyngby nummer to i løbet, og makkerparret indtager derfor en sammenlagt fjerdeplads i mesterskabet, hvor der endnu resterer to løbsweekender. 

– Det blev desværre ikke til det øverste trin i modsætning til sidste gang, men en andenplads er stadig godt, for den gav os gode points til mesterskabet, siger Christoffer Nygaard, der skulle starte nede i rækkerne i første løb.

– Jeg får en OK start og er hurtigere end bilerne foran, men bag mig starter en Dodge Viper, og den er rigtig hurtig, så jeg blev lukket inde, siger Christoffer Nygaard.

– Jeg taber et par pladser i starten og ryger ned som otter eller nier. Jeg har mere pace end dem foran, men kan ikke komme forbi. Men jeg får alligevel arbejdet mig frem, så da jeg kom i pit, var jeg oppe på en fjerdeplads. Florian overtog så bilen, fik overhalet to konkurrenter og kom i mål som toer.

Den dansktyske duo kom dog ikke til start i søndagens andet løb. 

– På sidste omgang af det første løb tabte bilen pludselig olietryk, og teamet fandt så ud af, at det var et leje, som var gået i stykker, hvilket betød, at vi skulle skifte motor, siger Christoffer Nygaard.

Vi havde kun to timer til at gøre det, og dem, som bygger bilerne, siger at man skal regne med at bruge seks timer for at skifte motor. Drengene gik alligevel i gang, og de manglede kun en halv time i at være færdige, da det andet løb skulle starte…

 Alligevel var der held i uheld for Christoffer Nygaard og Florian Gruber. De beholdt begge deres fjerdeplads i Europamesterskabet.

Allerede om fem dage er det planen, at Christoffer Nygaard og Fischer Racing skal i action igen, da der på Sachsenring skal køres en afdeling af den tyske ADAC GT Master-serie.

– Det er lidt i det uvisse, om vi bliver klar. Vores motorskade gør, at vi er bagud, og den lange transport fra Portugal til Tyskland betyder, at transporteren først er hjemme onsdag aften, hvor vi kan danne os et overblik over, hvor vi står. Og om vi kan deltage.

Foto: DPPI’