Allan Simonsen delte den efterhånden legendariske Porsche #66 fra The Racers Group i dette års Rolex 24 at Daytona med bl.a. Hankook-kollega Dominik Farnbacher og Porsche-kører Patrick Pilét.
Trods det store potentiale hos den lynhurtige trio, så blev det til en syvendeplads i den hårde GT-klasse i den amerikanske langdistanceklassiker efter flere tekniske problemer.
– Bilens ejer (Ben Keating, der startede i bilen, red.) kørte kvalifikationen og startede løbet, men på tredje omgang kørte han frontsplitteren af bilen. Det kostede et halvt sekund per omgang, og selvom vi prøvede at reparere det ved hvert pitstop, lykkedes det først om natten, siger Allan Simonsen til Racemag.
– Det var ærgerligt, for allerede inden vi alle havde kørt i bilen var fremme i front og satte konstant gode tider.
TRG Porsche 997 GT3 Cup med #66 var – trods den manglende splitter – blandt de allerhurtigste på banen og bedst i ‘danskerdysten’. Simonsen og co. slog på omgangstiderne lige nøjagtigt Ronnie Bremers Camaro GT.R. Men fremfarten blev bremset senere i løbet med flere bremseproblemer.
– Ved et af vores pitstop, hvor vi skulle skifte bremser, drillede en af bremsekalibrene, og det kostede os tre omgange – noget vi med lidt held godt kunne hente ved gulflagsperioder, men heldet var ikke med os denne gang. Senere tabte bilen bremsevæske, så vi fik totalt bremsesvigt, hvilket kostede yderligere, fortsætter Simonsen.
– Personligt var jeg meget godt tilfreds, vi havde chancen og speeden var der, men vi tabte på pitstoppene. Det var bremserne, der kostede os, slutter Simonsen.
Næste stop for Allan Simonsen bliver 12-timersløbet på Bathurst-banen – også sammen med Dominik Farnbacher. Det køres den 24.-26. februar.