På papiret blev WEC-løbet på SPA en kopi af det seneste løb på Silverstone. Porsche satte sig på alt i kvalifikationen i England, og endnu mere markant i Belgien, hvor der stod Porsche 919 på 1., 2. og 3. startposition.
– Og helt ligesom sidst, så gik det ikke helt for Porsche, der atter en gang måtte se sig distanceret af Audi #7 med Marcel Fässler, Benoit Treluyer og Andre Lotterer.
Kampen mellem Audi og Porsche strakte sig dog helt til sidst, for på det sidste stop lykkedes Audi #7 med strategien, hvilket til sidst gjorde forskellen.
Porsche #18 stoppede på 158. omgang for brændstof, men i stedet for at følge eksemplet blev Treluyer ude helt til omgang 164, hvor han også bare tog brændstof. Her byggede han et 50 sekunders forspring, som efter stoppet blev reduceret til 13 sekunder. Også selvom det sidste sæt dæk på daværende tidspunkt var to hele stints gamle, og egentligt burde have været skiftet. Det holdt dog ikke Treluyer fra at holde farten oppe, og det afgjorde løbet. På 3. pladsen blev det Porsche #17.
Forud for løbets afgørende fase var nærmest to timers hård kamp mellem netop Treluyer og Marc Lieb i Porschen, hvor de to flere gange skiftedes til at føre løbet, og en gang kom det sågar til en lille kontakt mellem de to, inden Audi som sagt afgjorde det med en kreativ strategi.
I LMP2 vandt Jota Sports Harry Tincknell, Simon Dolan og Mitch Evans i solid stil, efter de kunne score en omgangs forspring på problemer hos de nærmeste forfølgere fra G-Drive Racing. Det britiske hold kunne holde føringen derfra og til det ternede flag.
For Aston Martin Racing blev det til fuld gevinst i GT-kategorierne, da de vandt både LMGTE Pro og LMGTE Am med henholdsvis bil #99 og #98.
Og nu vi er ved Aston Martin, så blev det til en sjetteplads i LMGTE Pro for Marco Sørensen, Christoffer Nygaard og Jonathan Adam i Aston Martin #95.



