Vi har ikke set så meget til ham i 2014, men nu ved han, hvad 2015 skal bruges på.
Heikki Kovalainen stod uden et sæde sidst i 2012, og sikrede sig i 2013 et par løb for Lotus i Formel 1. Men siden da har den 33-årige finne ikke kørt på internationalt niveau.

Det er der nu rådet bod på, for finnen har skrevet kontrakt med SARD Racing i den japanske SuperGT-serie, som Kevin Magnussen en overgang også blev rygtet til qua Hondas store involvering i serien. SuperGT, det tidligere JGTC er en megasucces i Japan, og har altid fulde tribuner, stjernekørere og massiv fabriksstøtte fra især de store japanske producenter.

SARD er specialister i Toyota, og har sideløbende med sin mangeårige indsats i JGTC/SuperGT gjort sig i tuning til Toyota. Det betyder også, at Heikki Kovalainens nye kontor har sit udgangspunkt i Toyota-koncernen. SARDs bil i 2015 er nemlig den nye Lexus RC F.
Han skal dele bilen med japaneren Kohei Hirate, der i 2013 vandt serien samlet.

Om sit nye job siger Heikki Kovalainen:
– Jeg svarede straks, da jeg fik tilbuddet fra SARD, for jeg vidste, at SuperGT har højt niveau, og er konkurrencedygtig og interessant som ingen andre. Teamet er småt og har en familiær atmosfære. Jeg kørte vores Lexus RC F ved en test forleden, og har det indtryk, at det er en meget stabil og hurtig bil.

SuperGT-sæsonen starter på Okayama den 15. april.