Natten har vendt op og ned på Le Mans for Tom Kristensen.
Ikke længe efter midnat måtte danskeren humpe i pit med tekniske problemer, som viste sig at være en dyse til dieselindsprøjtningen. Det kostede det hårde arbejde, som havde holdt Audi #1 på omgangshøjde med den førende Toyota.
Med 10 timer tilbage stoppede Kazuki Nakajima i #7, der ellers havde kørt på skinner gennem mere end et halvt døgn, pludselig ude på banen. Problemer med ledningsnettet kostede den videre deltagelse.
Da Tom Kristensens søsterbil med #2 senere fik problemer med turboen, som måtte udskiftes, var det tabte pludselig indhentet, og danskerbilen er nu i front med en omgang til Mark Webbers Porsche #20.
I GTE Am overtog Young Driver AMR føringen fra søsterbilen med #98, som beskrevet her. Den føring har holdt hele natten, og #95 har en omgang til de efterfølgende.
Jan Magnussens Corvette #73 lider stadig under strategien under regnvejret lørdag og de tekniske problemer, der ramte under pitstop og kørerskifte sent fredag og mangler to omgange til dysten i front mellem Aston Martin Racing og AF Corse.



