Juan Barreda Bort og Nasser Al-Attiyah var 10. dagens vindere på prøven fra Iquigue til Antofagasta.
Om det var revanche eller bare ren beslutsomhed er uvist, men Barreda fik dagen før en 15 minutters straf for at have kørt for stærkt på transportstrækningen, men katalaneren satte streg under sin form i fesh-feshet og vandt på den 688 km lange prøve foran Hélder Rodrigues og Cyril Despres. Marc Coma fulgte Barreda til mål og ‘mistede’ 11m26sek til vinderen.
Blandt bilerne var der desværre exit Dakar til Carlos Sainz, der efter flere prøver med tekniske problemer på sin SMG Buggy måtte strække våben.
I front mistede Nani Roma igen masser af tid til den jagtende Stephane Peterhansel. Spanieren sad fast i sanddynerne på første del af prøven, mens en punktering kostede dyrt på anden del af den lange prøve.
I hjulsporene på Peterhansel fulgte Nasser Al-Attiyah, der med dagens etapesejr kunne køre sig ind på tredjepladsen.
Dermed er det nu tæt i toppen med blot 2m15sek mellem den førende Nani Roma og Stephane Peterhansel med den tredje MINI med Al-Attiyah på tredjepladsen foran de Villiers og Terranova.
Dagens vindere i Dakar på 10. prøve:
| MC | 3 | JOAN BARREDA BORT (ESP) |
| Quad | 296 | SERGEY KARYAKIN (RUS) |
| Bil | 301 | NASSER AL-ATTIYAH (QAT) |
| Truck | 504 | ALES LOPRAIS (CZE) |
De førende i klasserne efter dag 10:
| MC | 2 | MARC COMA (ESP) |
| Quad | 251 | IGNACIO CASALE (CHL) |
| Bil | 304 | NANI ROMA (ESP) |
| Truck | 501 | GERARD DE ROOY (NLD) |



