Det var et på flere måder hårdt løb for Jan Magnussen og Antonio Garcia, der natten til lørdag dansk tid sluttede toer i ALMS-løbet på Lime Rock.
I varmegrader op til 35 grader i luften, hvilket fik flere kørere til at få ubehag efter de havde været på banen, kæmpede Magnussen sammen med Antonio Garcia sig op fra en femte- til en andenplads i mål, lige efter den vindende BMW med den mesterskabsførende Dirk Müller.
“Normalt er jeg ikke så begejstret for andenpladser, men denne weekend vil jeg ikke glemme foreløbig,” forklarer Jan Magnussen.
“Vi kørte et rigtig flot race, og igen må jeg sige, at vi har seriens bedste team. Alt spillede perfekt, og gutterne leverede bare varen, selvom de var ved at smelte væk i varmen. Vi fik nogle gode point på kontoen, og trods sæsonens skuffende start på Sebring er vi nu tilbage i kampen om mesterskabet,”
“Samtidig var det et afgørende skridt videre efter Le Mans og Allan Simonsen. For mig personligt har det været vigtigt at sætte mig bag rattet igen og få sat punktum og komme videre,” fortsætter han.
“Derfor tror jeg, vi alle føler, det har været en god weekend.”
Næste løb i ALMS bliver på Mosport i Canada den 19.-21. juli.



