Audis R18 e-tron quattro #1 fortsætter med at sætte tiderne i træningen til Mobil 1 Twelve Hours of Sebring. Fässler/Treluyer/Jarvis var med tiden 1:45.806 lige knap to sekunder bedre end nummer to, Rebellion Racings #13.
Der var dog glædeligt nyt for danskerne, da Tom Kristensen kom på banen med et kvarter tilbage af sessionen. Det glædelige bestod naturligvis i, at de dystre udsigter fra tidligere ikke holdt stik. Nemlig, at bilen ikke ville kunne repareres efter McNishs crash på første omgang i første træning.
Mindre vigtigt var det dog, at Kristensen blev registreret for en håndfuld omgange og femtebedste tid.
I LMPC var #500 med bl.a. David Heinemeier Hansson P4, godt 8/10 efter i en tæt klasse.
I GT-klassen var det Gianmaria Bruni, der satte Risi Competiziones enlige Ferrari på P1 med 2:00.464. Det var mere end 6/10 bedre end Aston Martin Racings #97 i en ellers tæt GT-klasse, hvor Corvette #4 var P3 foran de to BMW Z4 GTE (foto). Jan Magnussen var P7 i klassen og var Corvette #3’s hurtigste mand.
Magnussen beklagede sig over et endnu ukendt problem med bilen – noget, teamet har endnu træning til at løse. Den tredje træning torsdag køres fra klokken 01.00 dansk tid.



